Et klammeri mellem to mænd fra Stubbekøbing udviklede sig tirsdag aften, da den ene truede den anden med et baseballbat.
En 20-årig mand fra Stubbekøbing blev tirsdag aften anholdt for trusler.
Dagen i forvejen, mandag, havde den 20-årige, ifølge politiet, været i klammeri med en 41-årig mand. Derfor mødte han op ved den 41-åriges bopæl i Bagergade og truede ham med et baseballbat.
Den 41-årige tog battet fra ham. Det fik den 20-årige til at sige, at han i stedet kunne hente et skydevåben. Politiet blev tilkaldt, og kort før klokken 18 blev den 20-årige anholdt. Derefter blev han sigtet for trusler og for ulovlig våbenbesiddelse.
Politiet har taget baseballbattet fra ham. Kort efter klokken 21 blev den 20-årige løsladt igen. Begge mænd er kendt af politiet.