Annonce
Guldborgsund

Aktiviteter på plejecentre bliver kun for de svageste ældre

Guldborgsund Ældreråd kritiserer kommunens nye model for ældre-aktiviteter. Arkivfoto: Claus Hansen
Ældre- og omsorgsudvalg har besluttet at det kun er plejehjemsbeboere og sårbare ældre udefra, der kan deltage i aktiviteter på kommunens plejecentre. Det møder kritik fra ældreråd.

GULDBORGSUND: Muligheden for aktiviteter for ældre borgere på plejecentrene og borgere tilknyttet hjemmeplejen bliver nu mere ens, så borgerne møder samme tilbud, ligegyldigt hvor de er tilknyttet.

Det er resultatet af en beslutning i ældre- og omsorgsudvalget, som formand Bob Richard Nielsen (DF) er glad for.

- Det er vigtigt for os, at vores ældre på plejecentrene og sårbare ældre i eget hjem bliver tilbudt de samme aktiviteter, så det ikke er afhængig af, hvor du bor, men er et tilbud for alle i denne målgruppe, begrunder han og ser frem til, at personalet på plejecentrene skal lave eksempelvis erindringsdans, fortællinger og bevægelse med beboerne på plejehjemmene og de  ældre udefra, der visiteres til at deltage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Målgruppen for deltagelse i "Aktiviteten" på plejecentrene bliver fremover kun beboerne på plejecentrene og sårbare borgere, der er tilknyttet hjemmeplejen.

Sidstnævnte er kendetegnet ved at være fysisk begrænsede og afhængige af hjælp og/eller psyko-socialt udfordrede af for eksempel ensomhed og uden evne til at tage initiativ selv. Målgruppen er også borgere, der er på vej til at flytte på plejehjem.

Frygter livløse og stille plejehjem

I Guldborgsund Ældreråd er man dog helt uenig i den prioritering.

Det var en bedre løsning, hvis politikerne havde åbnet for, at alle borgere på plejecentre og alle andre over 65 år, der har lyst til at bruge faciliteterne på centrene, kunne deltage i aktiviteterne, mener ældrerådet.

- Vi frygter, at plejecentrene kommer til at ligge stille og livløse hen. Der sker i forvejen alt for lidt for beboerne, som savner det liv, der var inden coronatiden. Aktiviteterne og livet udefra er aldrig kommet i gang igen efter coronaen, og det skulle kommunen hellere lægge sig i selen for at gøre noget ved fremfor at lukke centrene for de mere friske ældre. De kan komme udefra med liv og input, som de svage ældre sidder og savner. Men nu bliver dørene kun åbne for svage ældre, der skal visiteres, påpeger formanden for ældrerådet, Inge-Lise Aaen.

- Vi frygter, at plejecentrene kommer til at ligge stille og livløse hen.

Inge-Lise Aaen, formand for Guldborgsund Ældreråd
Inge-Lise Aaen er formand for Guldborgsund Ældreråd. Arkivfoto: Claus Hansen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Beboere og personale savner liv

Det har tidligere været fremme, at corona-nedlukningerne på plejecentrene viste, at beboerne der havde gavn af en mere stille hverdag uden udefrakommende mennesker - især de demente, som er en voksende gruppe. Men den udlægning mener Inge-Lise Aaen ikke er generelt gældende.

- Der er måske enkelte, der har det sådan. Men på alle de plejecentre, ældrerådet har besøgt, hører vi både fra beboere og personale, at der er for stille og for lidt liv og aktivitet, siger hun.

Bob Richard Nielsen og resten af udvalget ser det ikke sådan.

- Alt er selvfølgelig ikke sort-hvidt, så nogle enkelte borgere har naturligvis savnet et bankospil, men det er vores opfattelse at flertallet faktisk er blevet bedre tilgodeset i forbindelse med den ændrede aktivitet på hjemmene, mener han og tilføjer:

Alt er selvfølgelig ikke sort-hvidt, så nogle enkelte borgere har naturligvis savnet et bankospil.

Bob Richard Nielsen (DF), formand for ældre- og omsorgsudvalget

- Vi er som udvalg enige i, at det kan have en positiv effekt, at der også kommer andre faggrupper ind på de enkelte plejehjem, herunder for eksempel skoler og daginstitutioner. Det vil skabe liv og glæde for både beboerne og børnene. Men det skal ske i samarbejde og i respekt for de borgere, der har deres bopæl på kommunens plejehjem og medarbejderne øvrigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad med Gedser, Idestrup og Sundby?

For at styrke aktiviteterne på plejecentrene vil medarbejdertimerne fra kommunens tre åbne aktivitetscentre i Idestrup, Sundby og Gedser overgå til aktiviteterne på plejecentrene.

De åbne aktiviteter påtænkes i stedet at blive understøttet af frivillighedskoordinatorer, som vil gøre en særlig indsats for at få gang i frivilligheden og samværet igen, da mange er faldet fra under pandemien.

Den sidste del bakker Guldborgsund Ældreråd helt op om.

- Der er gjort alt for lidt for at invitere de frivillige, som ældreplejen jo er helt afhængig af, tilbage. Der må kommunen sætte mere ind, siger Inge-Lise Aaen.

Hun er derudover bekymret for, at ældre i de tre lokalområder bliver ladt tilbage uden aktiviteter.

- Det er fint, at Ældre Sagen har fået penge til at skabe et nyt samlingssted på Skovalléen i Nykøbing, som ældrerådet også har været med til at anbefale. men der er altså stadig brug for aktiviteter andre steder. Det er ikke alle, der kan komme ind til byen, fastslår hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vil betale transporten i 2022

Den bekymring kommer politikerne i møde med en beslutning om, at kommunen betaler for transporten i 2022, forklarer Bob Richard Nielsen.

- De frivillige, som tidligere brugte vores lokaler på plejehjemmene vil, efter vi har valgt at støtte op om medfinansieringen af Ældre Sagens nye hus på Skovalléen, få mulighed for at øge fokus på at skabe rammerne for det frivillige arbejde for de mere velfungerende ældre. Det er et ekstremt vigtigt arbejde, de frivillige gør hver dag for at støtte op omkring kommunens borgere, deres velbefindende og sundhed. Det er et helt uvurderligt samarbejde, som vil have stor effekt på vore ældre medborgere og på det vigtige arbejde, vi har med at modvirke ensomhed, siger han og henviser til en snarlig sag i udvalget, hvor kommunens frivilligheds-koordinatorers arbejde skal i spil for at skabe mere samvær.

Bob Richard Nielsen (DF) er formand for Guldborgsund Kommunes ældre- og omsorgsudvalg. Arkivfoto: Anders Knudsen

- Geografisk ønsker vi at brede den model ud, som vi i dag har i Blishøjgård (i Væggerløse, red.) med fokus på, at de velfungerende ældre får fællesskaber i hele kommunen. Og at de ældre med større behov får mulighed for aktiviteter på hjemmene, uddyber Bob Richard Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Er det en spareøvelse?

Guldborgsund Ældreråd efterlyser indblik i økonomien i den nye måde at tilbyde aktiviteter for kommunens ældre.

- Vi har ikke fået lov at se budgettet endnu, og vi ser det her som en spareøvelse, siger Inge-Lise Aaen.

Men det er ifølge Bob Richard Nielsen ikke tilfældet.

- Der er ingen spareøvelse forbundet med vores styrkede fokus på aktiviteter for de særligt udsatte. Ældrerådet vil på et af dets kommende møder få forelagt budgetopfølgningen fra hele ældre- og omsorgsområdet. Rådet vil her kunne stille spørgsmål til hele vores økonomi - herunder også økonomien forbundet med aktivitetsafholdelse, lover han.

  • 15NYK_Guldborgsund Ældreråd, 2022
    Guldborgsund Ældreråd kritiserer kommunens nye model for ældre-aktiviteter. Arkivfoto: Claus Hansen
  • 15NYK_Guldborgsund Ældreråd, 2022
    Inge-Lise Aaen er formand for Guldborgsund Ældreråd. Arkivfoto: Claus Hansen
  • 11 nyk bob ricard nielsen09
    Bob Richard Nielsen (DF) er formand for Guldborgsund Kommunes ældre- og omsorgsudvalg. Arkivfoto: Anders Knudsen
Annonce
Guldborgsund

Thea, Iben og Mark overværede voldsomt overfald: Løb ud af bus for at redde offer

Guldborgsund

Forskningsprojekt afdækker: Her er tilflytterne til Guldborgsund Kommune

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Thea, Iben og Mark overværede voldsomt overfald: Løb ud af bus for at redde offer

Lolland

Grusom sag for retten: Mor og stedfar tiltalt for drab på spædbarn

Lolland

Giraf født på Lolland

Indland

34-årig fængsles for hackerangreb mod offentlige myndigheder

112

Afsløret: 'Virkede noget påvirket', da han kom med færgen

Indland

Med lynets hast var pengene væk

Guldborgsund

Forskningsprojekt afdækker: Her er tilflytterne til Guldborgsund Kommune

Lokal nyt

Regional tv-kanal i fyringsrunde

Vejret

Risiko for tåge og glatte veje i morgentrafikken

Indland

Kommuner efterlyser flere praktiserende læger

Sport

Jon Dahl skal være landstræner

112

"Ganske alvorligt": Politiet efterforsker sten-ulykker efter særlig paragraf

112

211 taget i fartkontroller: En kørte 179 km/t

112

Måtte betale 3.000 for sin dumhed

112

Motorvejs-spor spærret: Bil i brand

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Ny konstituering behandlet i byrådet: - Jeg anfægter lovligheden af det her

Lokal nyt

Lokal elektrikeruddannelse bedømmes som landets bedste

112

Politi og PET indstiller efterforskning af Nord Stream-sprængninger

Sport

NFH-forsvarskrumtap efter sejr: - Vi havde det mentale overtag

Lolland

Ungt ukrainsk par splittet i afgørende spørgsmål

Sport

Keeper efter nederlag i topkamp: - For langt væk i begge ender

Vejret

Slut med blæsevejr: Den kommende uge byder på op til 10 grader