Politikerne overvejer at lade mad til børn i daginstitutionerne fremstille i de køkkener, som nu fremstiller mad til kommunens pensionister.
Madkasserne med rugbrødsmadder, frugt og grønt kan blive erstattet af en anden form for madkasse, hvis politikerne vælger en løsning med decentral madproduktion i de køkkener, som nu leverer mad til kommunens pensionister.
Vælges denne løsning vil der være 388,81 kroner pr. barn pr. måned til dækning af råvarer og personaletimer.
Desuden er der allerede på de enkelte institutioners budgetter afsat penge til fødevarer. Men hvor stort det samlede beløb er, vides ikke, da det er meget forskelligt, hvad hver enkelt institution har afsat til formålet.
Til sammenligning betaler pensionisterne 45 kroner for et varmt måltid mad, der bliver bragt ud.
Guldborgsund Kommune er da heller ikke klar over, om det budget, man har samlet til børnemaden vil række til at få udført opgaven i de kommunale køkkener. Det skal afklares i samarbejde med social- og sundhedsudvalget, som har ansvaret for de centrale køkkener.
Hvis man i stedet vælger at udlicitere opgaven til et privat firma, så vil budgettet pr. barn være det samme som en central egenproduktion i et af de kommunale køkkener.