OPDATERET 8.25: En 56-årig mand fra Nykøbing slap heldigt fra mødet med en tjekkisk lastbil i banegårdskrydset i Nykøbing tidligt i morges.
En 56-årig mand fra Nykøbing måtte en tur på sygehuset i Nykøbing efter en højresvingsulykke i byens banegårdskryds.
Manden kom kørende på cykel ad Skovalléen, da han i krydset blev ramt af lastbilen, som kom nordfra og ville svinge til højre fra Skovalléen og ned ad Engboulevarden.
Til alt held lyder meldingen fra sygehuset på, at den 56-årige ikke kom alvorligt til skade. Lastbilens fører, en 30-årig kvinde fra Tjekkiet, blev efterfølgende taget med til afhøring på politigården i Nykøbing.
Hun kan se frem til at få en såkaldt straksbøde, oplyser politiet.
Højresvingssporet i krydset var spærret i 30 minutter efter ulykken.