Stadiet mellem at være syg og rask kan være overraskende langt. Det er de færreste, der går fra at have det virkelig dårligt til virkelig godt på få dage. Alligevel findes der meget lidt litteratur om den svære mellemfase. Dér, hvor livet er bedre, men stadig gør ondt.
Selvom hendes mor var hurtig til at finde litteratur til hende, var det enten faglitteratur eller bøger skrevet af voksne, som fortæller om dengang, de var syge.
Josefine Kleis-OlsenDet værste, du kan sige til en med anoreksi, er, at mad gør alt godt igen.
- Der er en virkelig lang periode, hvor du bare skal holde ud. Det ville jeg godt have, at nogen havde fortalt mig, forklarer hun.
Til gengæld har hun hørt på udmeldinger, som formentlig er ment i bedste mening og som en opmuntring, men som hun gerne havde været foruden.
Mad gør ikke alt godt igen
En fagperson har blandt andet fortalt hende, at når bare hun tog på i vægt, så ville spiseforstyrrelsen forsvinde. Det hele ville blive godt igen, hvis det gik den vej.
Hvad bør man undgå:
- Kommentér ikke på min eller andres vægt/størrelse.
- Spørg ikke ind til, hvad jeg vejer, hvor meget jeg har tabt mig eller eventuelt øget i vægt.
- Ros mig ikke, når jeg spiser/har spist, det er skamfuldt, og jeg ønsker, at spisesituationen normaliseres mest muligt.
- Undgå snak om motion, vægttab, skridttæller, diverse diæter.
- Vær sød ikke at bebrejde mig, hvis jeg kommer til at beskylde eller anklage folk for eksempelvis at tilføre ekstra kalorier til min mad; det kan være ubehageligt og føre til skænderier, men min sygdom farver min dømmekraft.
- Undgå at sammenligne mig med andre eller dig selv, der er forskel på at have et kompliceret forhold til mad/motion og at have en decideret behandlingskrævende spiseforstyrrelse.
- Undgå at kategorisere mad som sundt/usundt/fedende/slankende. Mad er mad.
- Vær sød ikke at gøre mig forkert eller fordømme mig - jeg har en sygdom.
- Undgå at læsse dine problemer og udfordringer i forbindelse med min sygdom af på mig.
Og hun følte sig snydt. For en spiseforstyrrelse handler om meget mere end mad.
- Det værste, du kan sige til en med anoreksi, er, at mad gør alt godt igen.
Derfor er et kapitel i bogen tilegnet pårørende til mennesker med en psykisk lidelse.
- Min familie har været vildt støttende, og jeg er fuldstændig bevidst om, hvor meget det har slidt på dem. Det har været en drivkraft for mig at se dem være stolte af mig. Jeg har også været så heldig at have nogle gode voksne venner, fra da jeg havde hest. De har taget mig med på rideture og vist mig positive og rare sider af livet. Dem ser man ikke på samme måde, når man er indlagt.
Det kan du forsøge at gøre:
- Trøst mig og lyt til mig, når jeg sætter ord på min frygt og angst.
- Forsøg at være fordomsfri og lade mig tale ud om mine tanker og følelser.
- Vær et forbillede gennem dit naturlige forhold til mad og motion uden alverdens restriktioner.
- Støt mig i at fastholde min behandling, for eksempel ved at spørge både min behandler og mig, hvordan du kan hjælpe og støtte bedst muligt. Anerkend de udfordringer og den turbulens, jeg møder.
- Bær håbet sammen med mig, og bær det nogle gange for mig.
- Forsikr mig om, at du vil være ved min side lige meget hvad.
Hun prøver derfor at række ud til pårørende, der står et svært sted.
- For det må eddermaneme være hårdt at se sine kære gå til på grund af noget inde i deres hoveder, som man ikke helt forstår. Så jeg vil også gerne give dem noget håb og styrke til at fortsætte deres støtte.
-
Josefine Kleis-Olsen er 24 år og opvokset i Nykøbing, hvor hendes forældre stadig bor. Hun er forfatter til bogen "Det vil ikke altid være sommer", der er en personlig dagbogsberetning om 10 år med en spiseforstyrrelse. Foto: Jonas Krøner -
Josefine Kleis-Olsen er vokset op tæt på Guldborgsund og har travet mange ture langs vandet. Det gør hun stadig, når hun er hjemme, selvom forældrene er flyttet lidt længere ind til centrum. Foto: Maria Glasius Lange
