Regionens miljøforvaltning vil udskifte jorden ved 15 huse i Guldborghave i Guldborg til næste år.
Miljøforvaltningen i Region Sjælland indstiller nu, at de forurenede grunde i boligkvarteret Guldborghave i Guldborg renses i 2009.
Grundene omkring 15 boliger er forurenet med arsen, som anses for at være farligere end andre tungmetaller, og planen er derfor at udskifte de øverste 50 centimeter af jorden - og deponere eller behandle den forurenede jord.
Udgifterne anslås til 9,5 millioner kroner. Det er Regionsrådet, der skal træffe beslutningen, og da de 9,5 millioner kroner udgør en tredjedel af årets budget for den slags, vil konsekvensen være, at en række andre projekter bliver nedprioriteret.
Sagen blev præsenteret for regionsrådets forretningsudvalg i mandags, og den ventes at komme på regionsrådets dagsorden 4. december.