Køleskab mistænkes for at være årsag til ødelæggelse af hus i Nysted i nat.
Røgen væltede ud af alle åbninger, da Falck ved 00.30-tiden i nat kom til brand i huset Fjordvej 25 i Nysted. Det stod hurtigt klart, at det var køkkenet, der var i brand, men røgen havde fordelt sig i samtlige stuer og værelser samt på loftet, da fire røgdykkere kom ind i huset.
Henning Olsen, der ejer og bor i huset, var ikke hjemme, og det var beboere i et andet hus, der opdagede den kraftige røgudvikling og fik slået alarm.
Det var nødvendigt for brandfolkene at rive både loft og vægge i køkkenet ned for at få bugt med ilden.
Et køleskab er under mistanke for at have været årsag til branden. De elektriske dele af køleskabet skal nu undersøges nærmere af politiets teknikere.
Foruden brandsprøjterne fra Falck i Nysted blev sendt en ekstra tankvogn fra Nykøbing F. samt ambulance og akutbil. Disse køretøjer blev der ikke brug for.
Til gengæld er der en stor opgave for Skadeservice med rengøring overalt.