HUN KUNNE HVERKEN RUMME SIG SELV ELLER SINE BØRN: SÅ KOM KÆRLIGHEDEN

NYKØBING: Gry elsker blomster, men i en periode af hendes liv, har de også været forbundet med en masse sorg. Da hun mistede sin søster. Da hun mistede sin far, og da hun selv skulle kæmpe for livet. Som hun står der ved bordet og arrangerer roser, imens solen kæmper for at trænge igennem skyerne, virker hun stærk. Og sådan ser hun også sig selv.

- Når jeg fortæller om den tid, føles det nogen gange som om, det er et helt andet menneske og ikke mig, jeg taler om, siger hun.

Gry Nordstrøm Søndergaard og hendes familie levede dét, hun beskriver som et meget almindeligt familieliv. Hun var selv netop vendt tilbage til jobbet efter barsel med sønnen. Der var fuld fart på hendes fire-årige datter. Manden arbejdede i København og hun havde 30 timer om ugen i banken.

- Et helt almindeligt liv med at stå op om morgenen, smøre madpakker, aflevere børn og gå på arbejde.

Gry fortæller, at de er en familie, der tager del i lokalområdet og generelt er ret sociale. En aften i august 2019  har de været til grill hos nogle venner. Gry er taget alene hjem sammen med børnene.

-  Da jeg ligger i min seng, kan jeg mærke en underlig fornemmelse i mit ene bryst. Det er som om, det kribler i det, og det bliver varmt og ømt og jeg kan mærke en knude, fortæller hun.

Gry bliver bekymret. Mega bekymret. Søndagen går med at google og læse.

- Noget af det første, der står om brystkræft, er, at man kan have en fordybning i brystet, og det har jeg, siger hun og viser, hvor fordybningen i brystet sad.

- Den er cirka på størrelse med en negl, og det er en lille fordybning. Den er kommet i forbindelse med, at jeg har været gravid og ammet. Jeg har ikke tænkt videre over det, fordi kroppen jo forandrer sig, når man får børn. Men jeg kan huske, at mit ene bryst faktisk slet ikke fungerede til amning af min søn. Så ham ammer jeg kun på det højre, fortæller Gry, der i dag er 41 år og var 37 år den sommer, hvor noget kriblede i hendes bryst.

Hun har en virkelig dårlig fornemmelse fra start. Mandag ringer hun til lægen og får en tid samme dag. Lægen sender Gry direkte videre i et kræftpakkeforløb.

- Det slog mig helt ud.

Torsdag er får hun lavet mammografi, ultralydsscanning og biopsi. MR-scanning foregår fredag og mandag er der CT-scanning. Hun kan ikke få svaret, før en læge kigger på resultaterne. Men Gry har app'en sundhed.dk, og da en besked lander i sundhedsmappen, åbner hun den.

- Vi skulle til vejfest den aften, og min mor skulle passe børnene. Jeg havde jo været inde på app'en og læse. Selvom det var på fagsprog, forstod jeg, at det var kræft. Alt snørede sig sammen i mig. Jeg følte, det var overalt. At kræften også sad i min hals.

Gry har kræft i brystet og i lymfeknuderne under den ene arm. Havde det bare været det, var prognoserne gode. Men lægerne har mistanke om kræft i lymferne mellem lungerne. Dem kan man ikke operere væk. På vippen til september måned får Gry foretaget en bronkoskopi, hvor lægerne sender et kamera ned via næsen for at tage en prøve med ud fra lymferne mellem lungerne.  Fire dage senere får hun svar. Kræften har spredt sig og sidder et sted, der ikke kan opereres. Det er stadie 4, uhelbredeligt syg.

- Det var det mest væmmelige af det hele. Det var rigtig uhyggeligt. Min verden brød helt sammen, for jeg vidste godt, at det nu var et helt andet forløb, jeg så ind i. Og jeg vidste, at lægerne ikke ville operere, hvis ikke kræften mellem lungerne kunne fjernes.  På det tidspunkt havde jeg nogle ret sindssyge tanker om, at jeg bare skulle tage en kniv og skære det bryst af. Jeg kunne slet ikke holde tanken ud om, at jeg ikke kunne få det opereret væk.

Nu sker der noget i Grys omgangskreds. De rykker sammen om deres skrøbelige veninde, svigerdatter, niece, datter, kone, nabo og kollega.

- Min nabo var helt fantastisk. Allerede på dagen, hvor vi fik at vide, det havde spredt sig, tog hun børnene med hjem til hendes forældre, hvor de spiste en gang om ugen.

I en periode er de næsten hjemme hos naboen hver dag efter vuggestue og børnehave. Gry starter på kemobehandling og på dag to efter hver behandling tager farmor og mormor børnene med i sommerhus. Kolleger sender pakkekalender, svigermor og veninder laver mad, nogle kommer med boller og en mor, hun kender perifært fra børnehaven, starter en indsamling i hendes navn. Andre tilbyder at gå en tur sammen med hende.

- Jamen, at folk byder ind med det, de nu lige kan. Det er meget, meget rørende, og det betyder, at jeg kan få plads til at komme mig, uden at jeg skal have dårlig samvittighed overfor børnene. Jeg må jo bare indrømme, at jeg perioder ikke kunne overskue dem. Jeg kunne ikke rumme mig selv, og jeg kunne ikke rumme dem. Slet ikke.

En dag afleverede hun børnene i institution. Hun har netop åbnet bildøren, da hendes ældste spørger, om hun skal dø, før de bliver voksne?

- Jeg svarede, at det håber jeg ikke. Man skal ikke lyve om det, selvom man gerne vil skåne dem. Det havde jeg talt med min veninde, der er psykolog, om. Men det gjorde lidt ondt at blive spurgt så direkte. Børnene opfatter nok mere, end man tror, og selvom vi har talt med dem om det, har vi aldrig fortalt dem detaljerne, siger Gry, der på den ene side var glad for, at hendes børn ikke var ældre.

- Jeg tror ikke, de forstod, hvor alvorligt det var. Til gengæld var de også så små, at man ikke bare lige kunne sige til dem, at de måtte lege selv, fordi mor var dårlig. Men i en periode var jeg bare vigtigst, og det var mig, jeg skulle have fokus på.

Gry bad ikke om den hjælp, hun fik fra både de nærmeste og nogle lidt mere fjerne. Hun er ikke selv nogen Moder Theresa, men almindeligt opmærksom på sine venner og familie. Når hun sammen med veninderne ser tilbage på alt den kærlighed, der kom hende til gode i en svær tid, når de frem til, at det kunne handle hendes livssituation og hendes historie.

- Mange kan nok sætte sig ind, hvordan det må være at stå med den slags sygdom og to små børn i familien. Men jeg tror også, det handler om, at jeg har været meget åben. Det har folk omkring mig sagt. At min åbenhed har gjort det nemmere for dem at sprørge ind og finde ud af, hvad der foregik.

Gry har oplevelser i bagagen, som har lært hende betydningen af at være åben. At det er det rigtige for hende. I 2015 mistede hun meget pludseligt en søster, alt imens hun selv var højgravid.

- Dengang sagde jeg, at jeg hellere ville have, at folk spurgte, end at de tiede. Jeg har lært, at det er bedst for mig. Jeg tror, at dét, og også at jeg mistede min far indenfor kort tid, har betydet, at jeg er blevet lidt stærkere. Jeg er nok typen, der prøver at bevare håbet og troen, sigen hun og fortæller, at det var afgørende for hende, at andre, ikke mindst hendes speciallæge i kræft, også bevarede håbet og mente, at det ville gå godt.

Og det gjorde det. Gry klarede alle 12 runder af en ekstra krads kemokur.  Kræften i lymferne mellem lungerne blev slået ned. Venstre bryst og lymfeknuderne under armen blev fjernet. Kræften er væk, men hver fjerde måned bliver Gry scannet.

- Det er som en slags eksamen. Enten kan jeg leve mit liv videre, som det er nu, eller også ryger jeg tilbage i bekymringerne og hele sygehushelvedet starter op igen.  Jeg ved godt, der er en risiko for, at det blusser op igen, men jeg prøver at sige til mig selv, at det er godt, og jeg bliver så lettet, når jeg har været til scanning.

Men det er hårdt, at hun skal forholde sig til sygdommen hver fjerde måned. For Gry vil så gerne være fri af kræften.

- Det er måske en forsvarsmekanisme, når jeg synes, det er surrealistisk, at det er mig selv, jeg fortæller om, når jeg deler historien om mit kræftforløb. Det er nok bare ret følelsesladet, og jeg forsøger at parkere meget af det.

Noget af det, sygdommen har ændret for Gry, er hendes perspektiv på hverdagen.

- Det handler nok bare om, at alle andres liv kørte videre, da mit blev sat på standby.  Jeg vidste jo ikke, om jeg ville komme til at leve et almindelig liv igen. Og det drømte jeg så meget om, da jeg var syg. Og når jeg har en lidt travl eller dum dag i dag, tænker jeg, at det er bedre end at være syg. Så jeg synes, jeg er blevet bedre til at stoppe op og tænke mere over de små glæder. Der er ikke meget, jeg skal nå. Jeg kan bare godt lide en weekend, hvor der ikke skal ske en masse.

Foråret betyder også noget for Gry. Hun har netop købt en masse blomster, der skal plantes ud eller arrangeres i krukker. For sådan er det jo med blomster. De passer til sorgen, men de passer også til glæden.