En 52-årig kvinde fra Nysted sprang formentlig ud fra Storstrømsbroen tirsdag aften lidt efter klokken seks.
Politiet modtog klokken 18.16 en anmeldelse fra et vidne, der fra toget i sydgående retning på Storstrømsbroen ifølge anmelderen selv så en kvinde i 20'erne springe ud fra broen.
Da politiet og eftersøgningsmandskab ankom fandt man en bil stående på broen, hvori der befandt sig et par træsko og et afskedsbrev fra en 52-årig kvinde fra Nysted.
En større eftersøgning med blandt andet en helikopter, gummebåd og marinehjemmeværnets kutter blev iværksat, men kvinden blev i aftes ikke fundet. Eftersøgningen blev indstillet ved mørkets frembrud, og forventes genoptaget her til morgen.
De pårørende til den 52-årige kvinde fra Nysted er blevet underrettet og har meddelt til politiet at de ikke kan finde kvinden, oplyser vagtchefen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.