Ny måling viser, at danskerne er ved at være trætte af lærerkonflikten.
Danskerne er ved at have fået nok af lærerkonflikten, og det får både lærerne og deres modpart i KL at mærke i en ny måling.
Ugebrevet A4 har siden lockouten blev indledt dagligt bedt danskerne tage stilling til, om lærerne eller KL bør få flest krav indfriet i tilfælde af et regeringsindgreb.
Arbejdsmarkedsforsker og professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet forklarer den dalende opbakning til lærerne og KL med, at forældre og danskerne generelt er ved at være trætte af konflikten.
- Jeg tror, der blandt danskerne er en tiltagende træthed over at høre begge parter køre i samme rille med de samme budskaber gang på gang. I den situation mister man sympati for begge parters synspunkter, siger Flemming Ibsen til A4.
Den folkelige opbakning er utrolig vigtig, siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorte Lange.
- Som lærere ved vi, hvor vigtigt, det er, at forældrene bakker op om det arbejde, vi laver i skolen. Det er vigtigt, at de forstår, hvorfor vi ikke bare accepterer, de krav KL har. Derfor er den folkelige opbakning meget vigtig, siger hun til Ritzau.
Men det kan være et hårdt psykisk pres hver dag at skulle være ambassadør for Danmarks Lærerforening. Og der er stadig forældre, der tror, at lærerne er i strejke og bare kan genoptage arbejdet igen.
- Hovedparten af lærerne synes, at denne her konflikt er møgtræls. Alle er trætte af situationen, og selvfølgelig er det hårdt. Nogle gange får lærerne"fingeren", andre gange et opmuntrende dyt, når de er ude og aktionere. Det er en blandet oplevelse, siger hun.
For at holde gejsten oppe holder lærerne arrangementer sammen. Torsdag marcheres der fra Roskilde til København, de fejer i hele landet og "tager skraldet" og der bliver holdt møder på skolerne og kommunerne.