Dommer i fogedretten vil have hele weekenden til at tænke over sag om omstridt bog. Afgørelsen må vente til mandag.
Dommer Bodil Toftemann oplyser, at der først afsiges kendelse i sagen om bogen "Jæger - i krig med eliten" på mandag klokken 13. Kendelsen afsiges uden afholdelse af retsmøde.
- Det er sådan i borgerlige sager og fogedsager, der kan man afsige kendelser i et retsmøde, men man kan også gøre det uden afholdelse af retsmøde, siger hun.
Dermed får Bodil Toftemann hele weekenden til at overveje, om hun vil forbyde forlaget People's Press at udgive den tidligere jægersoldat Thomas Rathsacks omdiskuterede bog.
Tidligere fredag åbnede Bodil Toftemann for, at kendelsen kunne ligge klar allerede i løbet af weekenden. Men hun har nu besluttet, at afgørelsen først vil blive offentliggjort på mandag.
/ritzau/