Annonce
Indland

Minister vil sætte afgift op for at stoppe unges nikotinforbrug

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil have vendt udviklingen, der viser, at flere børn og unge bruger nikotinprodukter, blandt andet ved at sætte afgiften op. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Forbruget af tobak og nikotinprodukter stiger blandt børn og unge. Minister kalder det "stærkt bekymrende".

Regeringen er indstillet på at sætte afgiften på nikotinprodukter op for at modvirke, at flere børn og unge forbruger dem.

Det siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Meldingen kommer i forbindelse med en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet (SDU), som er offentliggjort onsdag. Den viser, at forbruget af nikotin- og tobaksprodukter stiger blandt børn og unge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er klar til at se på hele værktøjskassen, for vi kan ikke tage et initiativ og tro, at problemet er løst, siger Sophie Løhde i en skriftlig kommentar.

- Vi skal gøre flere ting, og vi er eksempelvis indstillede på at sætte afgiften op på nikotinprodukter, men også bedre kontrol med salget og håndhævelse af reglerne, så børn og unge under 18 år ikke kan købe produkterne.

Ifølge undersøgelsen bruger 35,1 procent af børn og unge mellem 15 og 29 år dagligt eller lejlighedsvist produkter såsom cigaretter, snus og nikotinposer. Det svarer til en tredjedel.

Det er en stigning fra 2020, hvor det gjaldt 26,3 procent, som svarer til en fjerdedel.

Særligt forbruget af røgfrie produkter stiger, mens færre ryger cigaretter.

Fra 2020 til 2022 er andelen, der dagligt eller lejlighedsvist bruger røgfrie nikotinprodukter, steget fra 9,1 procent til 12,9 procent.

Stigningen i forbruget er set inden for alle aldersgrupperne, men der er flest, som bruger røgfrie produkter blandt de 18-24-årige. Her bruger 17,4 procent det.

Sophie Løhde kalder udviklingen "stærkt bekymrende".

- Nikotin er nemlig både sundhedsskadelig og afhængighedsskabende. Derfor skal vi have vendt udviklingen og forebygge, at børn og unge bliver afhængige af nikotin, siger hun.

Mens forbruget af røgfrie nikotinprodukter stiger, falder altså andelen af de børn og unge, som ryger cigaretter.

I 2020 var der 20,1 procent, der røg cigaretter. Det er i 2022 faldet en smule til 19 procent.

Faldet er drevet af, at færre 18-24-årige ryger cigaretter. Til gengæld er der flere mellem 15 og 17 år, som ryger dagligt eller lejlighedsvist.

Hos Hjerteforeningen er chefkonsulent Mads Lind bekymret over udviklingen. Især i forhold til de 15-17-årige, som bruger mere af alle nikotin- og tobakstyperne.

- Det er klart, at kontrol med tilgængeligheden ved de her produkttyper er det vigtigste at tage fat på, når det gælder de alleryngste, siger han og tilføjer:

- Når det gælder cigaretter, er det i hvert fald helt sikkert, at prisstigningen, vi har haft til 60 kroner ikke har været tilstrækkelig, siger han.

Samme melding kommer fra Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse. Han tilføjer:

- Man skal sikre, at de aldersgrænser, der er, bliver håndhævet. Altså at de ikke bare er symbolske.

Undersøgelsen fra SDU udkommer jævnligt og blev iværksat i forbindelse med en politisk aftalt handleplan mod børn og unges rygning, der blev vedtaget i 2020.

Handleplanen indeholder en række tiltag såsom røgfri skoletid på grundskoler og ungdomsuddannelser, at tobakken gemmes væk i butikker, og at der ikke må være andre smage end mentol og tobak i blandt andet e-cigaretter.

Selv om flere forbruger cigaretter, snus og nikotinposer i dag, end da aftalen blev indgået, mener Niels Them Kjær ikke, at handleplanen har spillet fallit.

Men den er blevet overhalet af udviklingen.

- Dels er der kommet inflation, som har udhulet afgiftsstigningerne på cigaretter og andre tobaksprodukter. Der er også kommet en lang række nye produkter på markedet, siger han.

/ritzau/

  • Pressemøde i Statsministeriet om fremtidens sundhedsvæsen
    Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil have vendt udviklingen, der viser, at flere børn og unge bruger nikotinprodukter, blandt andet ved at sætte afgiften op. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce
Indland

Jagtulykke koster 53-årig mand livet

112

Anklager vil have betjent straffet for udrykning med 200 km/t

Annonce
Annonce
Lolland

Vil skabe unikke totaloplevelser: Men laver nyt millionunderskud

Nykøbing

Ekstatisk formand aflyser ALT: Selv tandlægen må vente

Lolland

Efter stormen: Nakskov får penge til genopbygning

Lolland

Lykkelig formand: - Vi er så tæt på at kunne melde udsolgt

Lolland

Overrasket over fremmøde efter stort forarbejde: Kun én mødte op

Falster

Ville fjerne gedehams: Det endte med besøg af brandvæsenet

Nykøbing

Stort rykind: Nu er Nykøbing fyldt med børn

Politik

Efter få timer oppe: Valgplakater flået ned

Vejret

Byger popper op i den sydlige del: Vejrskifte på vej

Politik

SF kan blive kongemager eller ligegyldig efter EU-valg

Sport

Mulle kunne ikke stå på benene: - Jeg havde ikke regnet med en skid

Sport

Manden bag miraklet: - Jeg kniber mig i armen

Guldborgsund

Indenfor få uger går det i gang: Stort projekt lige i bymidten

Sport

Uforstående Nolsøe: Alle havde jo dømt os ude på forhånd

Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Annonce
Annonce
Sport

- Hold da op! Det er den største sensation i nyere tid

Knuthenborg

I overskud i København: Nu får Knuthenborg glæde af dem

Musik

Nægter at have truet: Udsmidt deltager afviser alt

Sport

Keeper reddede Nykøbing FC kort før tid

Sport

NFH gjorde det fandme!!!!!! Leverede miraklet og er i DM-finalen

Guldborgsund

Kendt bageri skifter navn: Det skal det hedde

Lokal nyt

Efter lønfusk for millioner: Bemærkelsesværdig ændring møder kritik