Annonce
Kultur

Linda P: Jeg fortjener faktisk det bedste

Er Linda P ikke sammen med sin datter, Nanna på tre år, vil hun egentlig allerhelst bare arbejde, for på scenen stortrives den kendte komiker. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Linda P betragter sig selv som værende pokkers tæt på lykkelig. Det har krævet tilvalg og hardcore fravalg at nå dertil, lyder det fra den kendte komiker.

Linda P elsker sit arbejde. Ikke elsker brugt i samme flittige flæng, som amerikanerne slynger om sig om alt og alle, de synes om.

Nej, Linda P elsker vitterligt at arbejde. Med tryk på kraftverbet og første vokal udtalt som et fonetisk æ.

- Jeg skal ikke sige det her til andre end min datter: medmindre jeg er sammen med hende, så vil jeg jo allerhelst bare arbejde. Jeg kan virkelig godt lide arbejde. Jeg elsker det, jubler Linda P.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den 38-årige satirestjerne er så privilegeret at leve af sin hobby.

Derfor er det ingen pine at spendere sommeraften efter sommeraften på scenen i Glassalen i genrejsningen af Tivolirevyen.

- Jeg er meget stor fan af, at man skal gå efter det, man elsker. Så det tror jeg bare, at jeg har valgt skullet lade sig gøre. Fordi hvis standup kunne blive mit arbejde, så vil jeg jo helt automatisk elske at gå på arbejde, siger Linda P og tilføjer så:

- Det er ikke, fordi jeg har en opskrift på, hvordan man bliver lykkelig. Men jeg har i hvert fald en opskrift på, hvordan man kommer pokkers tæt på.

Sammen med Andreas Bo, Nicolai Jørgensen, Lisbet Dahl, Carsten Svendsen og James Price er Linda P en del af sekstetten, som skal skabe nyt liv i Tivolirevyen, som er genopstået efter 24 års fravær. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Linda P lever efter mantraet positiv egoisme.

Hun nægter at lade sig kue under stereotype opfattelser af og forventninger om, hvordan ens kærlighedsliv skal være, at man partout skal se al sin familie, og man skal holde fast i gamle venner. Bare fordi.

- Man skal spørge sig selv: "Hvad fylder mig op?", siger hun og fortsætter:

- Selvfølgelig skal man ikke have hovedet op i røven. Men vi kommer aldrig til at eksistere igen, så vidt vi ved. Så det er nu, man skal tage de beslutninger og sige: Jeg fortjener faktisk det bedste. Det kan man godt sige uden at være højrøvet.

Linda P har taget alle kasserne i sit liv og opgraderet dem. Hun har endevendt hver og en del og kun puttet det vigtigste tilbage. Resten er kasseret.

Man skal kigge på alle kasser - fra de eksistentielle - parforhold, bolig, venner, arbejde til sågar de mindre ting - som sin bank og der, man drikker sin kaffe - og spørge sig selv: Hvad kunne jeg fra allerøverste hylde helst tænke mig?

- Det er vidunderligt. Men det er ikke noget, jeg er kommet sovende til. Det kræver nogle fucking hardcore beslutninger. Og nogle gange blod, sved og tårer og flere år i fosterstilling, erkender Linda P.

Linda P blev belønnet med prisen som Årets Komiker til Zulu Comedy Galla i 2009 for sit onemanshow, "Rommen er en tøjte". I 2024 præsenterer hun sit sjette onemanshow, "Slutty Mary". (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

At lave tilvalg kræver fravalg, og det kommer ikke uden omkostninger. Der er venner, der er blevet sorteret fra.

- Der er nogle meget svære beslutninger, der måtte tages, for at jeg kunne få det, som jeg ville have det, siger Linda P.

- Jeg tror, det er så vigtigt at få styr på alle de der kasser, sådan så man kan komme så tæt på lykken som muligt og tænke: Hold kæft, hvor har jeg det dejligt.

Sådan har det slet ikke altid været.

Gennem sin opvækst blev hun udsat for grov mobning i skolen, og hjemme hos hendes far var der også utrygt. Han drak - med Linda P's egne ord - som et hul i jorden. Et misbrug, Linda P også selv har haft.

For Linda P har humoren altid været der, hun kunne forsvinde ind, når livet omkring hende var svært, har hun tidligere fortalt, og det blev vejen ud for hende.

- Jeg tror, jeg var 18-19, da jeg vidste, at jeg ville lave noget i denne her retning, og at det skulle kunne lade sig gøre, at jeg kunne leve af det, siger Linda P og fortsætter:

Linda P har taget alle kasserne i sit liv og opgraderet dem. Hun har endevendt hver og en del og kun puttet det vigtigste tilbage. Resten er kasseret. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Jeg har altid vidst, at der ikke bare var en fiks idé, og at jeg har også altid vidst, at jeg var en god forretningskvinde, fordi jeg har været ude at arbejde hårdt som bygningsmaler. Jeg elsker at arbejde. Hårdt. Også alt det, der ikke kun er at stå med en sjov hat på. Som at tage diskussionerne, forhandle og få ting til at klappe.

Linda P er nemlig oprindelig uddannet bygningsmaler. En dag sad hun og så DM i standup i fjernsynet og tænkte: "Det der, det kan jeg da også".

Linda P debuterede ved DM i standup i 2004 og fik tildelt andenpladsen. Tre år efter præsenterede hun sit første onemanshow, "Rommen er en tøjte", tilbage i 2009. Siden har hun blandt andet stået bag "Linda P's hovedpine" og senest "Sabotagehunger" fra 2021.

- Jeg tror virkelig, at man skal sætte sig ned og rydde op i sit indre og sige, hvad vil jeg selv vælge fra øverste hylde, hvis jeg kunne. Og så finde ud af, hvordan man får det. Det er det, der tager længst tid. Det kan godt tage ti år. Og så selvfølgelig mod til at tage de beslutninger, der kræver for, at det kan lykkes, siger Linda P.

- Der er jo flere energisugere i vores liv, end vi lige umiddelbart lægger mærke til. Og mange ting gør man af vane eller af høflighedsbetændelse.

Fakta: Lidt om Linda P

* Bag P'et i Linda P gemmer der sig efternavnet Petersen.

* Linda P kommer fra Hvidovre og er 38 år.

* Hun er uddannet bygningsmaler - ligesom sin mor.

* Hun er selv mor til datteren Nanna på tre år fra et tidligere forhold.

* Linda P står bag fem onemanshows. Hun tager på turné med sit sjette show, "Slutty Mary", i 2024.

/ritzau/

  • Tivolirevyen vender tilbage i Glassalen
    Er Linda P ikke sammen med sin datter, Nanna på tre år, vil hun egentlig allerhelst bare arbejde, for på scenen stortrives den kendte komiker. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
  • Tivolirevyen vender tilbage i Glassalen
    Sammen med Andreas Bo, Nicolai Jørgensen, Lisbet Dahl, Carsten Svendsen og James Price er Linda P en del af sekstetten, som skal skabe nyt liv i Tivolirevyen, som er genopstået efter 24 års fravær. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
  • ZULU Comedy Galla 2020
    Linda P blev belønnet med prisen som Årets Komiker til Zulu Comedy Galla i 2009 for sit onemanshow, "Rommen er en tøjte". I 2024 præsenterer hun sit sjette onemanshow, "Slutty Mary". (Arkivfoto). Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
  • Tivolirevyen vender tilbage i Glassalen
    Linda P har taget alle kasserne i sit liv og opgraderet dem. Hun har endevendt hver og en del og kun puttet det vigtigste tilbage. Resten er kasseret. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Lolland

Vil skabe unikke totaloplevelser: Men laver nyt millionunderskud

Nykøbing

Ekstatisk formand aflyser ALT: Selv tandlægen må vente

Lolland

Efter stormen: Nakskov får penge til genopbygning

Lolland

Lykkelig formand: - Vi er så tæt på at kunne melde udsolgt

Lolland

Overrasket over fremmøde efter stort forarbejde: Kun én mødte op

Falster

Ville fjerne gedehams: Det endte med besøg af brandvæsenet

Nykøbing

Stort rykind: Nu er Nykøbing fyldt med børn

Politik

Efter få timer oppe: Valgplakater flået ned

Vejret

Byger popper op i den sydlige del: Vejrskifte på vej

Politik

SF kan blive kongemager eller ligegyldig efter EU-valg

Sport

Mulle kunne ikke stå på benene: - Jeg havde ikke regnet med en skid

Sport

Manden bag miraklet: - Jeg kniber mig i armen

Guldborgsund

Indenfor få uger går det i gang: Stort projekt lige i bymidten

Sport

Uforstående Nolsøe: Alle havde jo dømt os ude på forhånd

Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Annonce
Annonce
Sport

- Hold da op! Det er den største sensation i nyere tid

Knuthenborg

I overskud i København: Nu får Knuthenborg glæde af dem

Musik

Nægter at have truet: Udsmidt deltager afviser alt

Sport

Keeper reddede Nykøbing FC kort før tid

Sport

NFH gjorde det fandme!!!!!! Leverede miraklet og er i DM-finalen

Guldborgsund

Kendt bageri skifter navn: Det skal det hedde

Lokal nyt

Efter lønfusk for millioner: Bemærkelsesværdig ændring møder kritik