Brandy, fåreost - og slutteligt beton.
Dronning Margrethe kom godt rundt, både i landskabet og i oplevelserne, da hun tirsdag gæstede Vordingborg Kommune.
Betonen rundede besøget af, da hun sidst på eftermiddagen ankom til besøgscentret på Masnedø ved byggeriet af den nye Storstrømsbro.
Her blev hun modtaget af blandt andre transportminister Thomas Danielsen (V).
- Vi er stolte af at vise dette store byggeprojekt frem for dronningen. Og så tæt på den nuværende Storstrømsbro, der jo blev indviet af dronningens farfar, Christian d. 10., tilbage i 1937, lød det fra transportministeren kort før dronningens ankomst.
Herefter ventede en grundig rundvisning, hvor dronningen blandt andet fik indsigt i den beton og de teknikker, der benyttes på det store brobyggeri.