MAIBRITTS JULECHOK: FIK LIVET REDDET AF LOKALE BORGERE

GULDBORG: Maibritt Mathiasen og familien var i gang med de sidste juleforberedelser. Familien fra Fyn var på vej til Guldborg. Bordet var dækket. Det meste var klar til en hyggelig juleaften. Det var 24. december sidste år. Og så stoppede Maibritts hjerte med at slå.

- Det var først på eftermiddagen. Jeg skulle lige over i udhuset med noget vasketøj. Og så falder jeg bare om.

Det er lidt over en måned siden, at alt blev sort for Maibritt Mathiasen i hjemmet på Guldborgvej lidt uden for byskiltet til Guldborg. Og det, hun fortæller i dag, husker hun ikke selv.

- Jeg husker alt fra dagen før, lillejuleaften. Men begivenhederne 24. december har jeg ingen erindring om. Det har andre fortalt mig.

Og det, hun har fået fortalt, er, at datteren Simone ser hende falde om på vej ind i udhuset. Hun kalder på sin far, Maibritts mand, Palle, der er i inde huset - og han iler hen og begynder at give sin hustru førstehjælp.

- Han har heldigvis lært førstehjælp på sin arbejdsplads. Men jeg er helt væk. Og samtidig har jeg i faldet slået mit baghoved, så det bløder en hel del. Der er ingen kontakt, ingen livstegn. Jeg er vel død …

Maibritt Mathiasen stopper i fortællingen. At det skulle ramme hende - ildsjæl i Guldborg og omegn, engageret gymnastikinstruktør, blæksprutte i DBU Lolland-Falster, tidligere byrådsmedlem for Guldborgsundlisten med mere.

Palle kæmper for at redde sin hustru - og Simone ringer 112. Sekunder efter trykker alarmcentralen på den store knap. Flere ambulancer haster mod Guldborgvej, lægehelikopteren letter fra basen i Ringsted og sætter kurs sydover - og alarmen går på telefonen hos talrige borgere i Guldborg, der er en del af netværket Hjerteløberne.

- Samtidig får min datter også et link tilsendt på sin telefon, som åbner en Facetime-forbindelse til en lægekyndig. Og mens min datter filmer hændelsen direkte, så bliver hun og min mand guidet fra distancen, fortæller Maibritt Mathiesen.

Med der er stadig ikke livstegn.

Få minutter efter knæler Kasper Pedersen ned ved siden af Palle og overtager forsøget på genoplivningen. Han er en af hjerteløberne, der kort forinden har fået den høje lyd på sin telefon, som indikerer, at et menneske tæt ved har brug for akut og livreddende hjælp.

- Jeg sad derhjemme sammen med min kæreste. Vores yngste på halvandet år var lige blevet lagt, så vi skulle have lidt børnefri. Så kom alarmen - og jeg var ude af døren med det samme. Jeg bor ikke langt fra Maibritt, så jeg var hurtigt fremme.

Kasper overtager hjertemassagen. Få minutter efter er også Monika Jørgensen fremme.

Hun var egentlig ude for at hente et juletræ sammen med kæresten, Anders Petersen.

- Det var faktisk meget tæt ved Maibritts hjem, at vi købte juletræet. Vi havde netop fået det op på traileren, da alarmen kom på telefonen. Vi kørte afsted, men blev lidt befippede over, at det var så tæt på os. Og da vi så Kasper passere os i stor hast i modsat retning, så fik vi hurtigt vendt bil og trailer og susede efter ham, fortæller Monika.

Anders sætter hende af ved Maibritts hus på Guldborgvej. Selv kører han i høj fart hen til Brugsen for at hente den nærmeste hjertestarter.

Kasper og Monika knæler begge ved den livløse Maibritt. De samarbejder intenst og metodisk med at give hjertemassage og kunstigt åndedræt.

- Jeg kan mærke, at jeg knækker et ribben på Maibritt. Men vi fortsætter, husker Kasper om de dramatiske minutter juleaftensdag.

- Da jeg afløser Kasper, så vælter der blod frem. Jeg tror først, at det skyldes min hjertemassage på Maibritt, men det er fordi, hun har slået baghovedet, at blødningen bliver ved, fortæller Monika.

Snart er Anders tilbage med hjertestarteren. Og de når netop at pakke den ud og skal til at montere elektroderne på Maibritts krop, da første ambulance når frem - og redderne overtager straks genoplivningen med deres hjertestarter.

- De giver Maibritt ét stød. Det ser voldsomt ud. Men det virker. Der er livstegn, fortæller Kasper.

Monika fortsætter med hjertemassagen, mens redderne arbejder med Maibritt. Imens går Kasper og Anders ud foran huset for at vente på lægehelikopteren. Egentlig ville piloten være landet ved de nærliggende boldbaner ved Guldborg IF, men han sætter den gule helikopter ned lige foran Maibritts hjem. Kasper og Anders afspærrer området sammen med de tre andre hjerteløbere fra lokalområdet, der er nået frem for at assistere.

Nu er Maibritt ved bevidsthed. Og Palle kan kort tale til sin hustru, inden hun bæres ind i helikopteren. Den letter og flyver mod nord langs Guldborgsund. Mod Rigshospitalet og lægerne.

Monika går ind til Palle og Simone.

- Det første, jeg ser i huset, er det flot pyntede julebord. Det er meget kontrastfyldt i forhold til det, vi lige har været igennem. Jeg taler med Palle og Simone. De er selvfølgelig meget rystede. Det er også en del af det at være hjerteløber. At man er til stede også bagefter.

Senere tager hun og Anders hjem for at holde juleaften.

- Det er lidt mærkeligt at sidde der. Oplevelsen sidder i én. Særligt når det er en som Maibritt, som vi kender personligt. Det sætter tanker i gang, fortæller parret.

Kasper tager også hjem til kæresten og børnene. Senere tager de hen til hans forældre for at holde juleaften.

- Vi snakker om det. Jeg kender jo Maibritt særdeles godt, fordi vi sidder i fodboldklubbens bestyrelse sammen. Vi har kendt hinanden næsten altid.

På Rigshospitalet lægges Maibritt i respirator. Og et par dage senere slår hun øjnene op og trækker vejret ved egen hjælp. Hun overføres til hospitalet i Gentofte.

- Alt tyder på, at jeg har klaret den uden mén. Jeg husker intet fra selve dagen, men derudover er min hukommelse tilsyneladende intakt. Jeg husker for eksempel navnene på alle fodbolddommerne på Lolland-Falster, siger Maibritt Mathiasen med et lille smil.

Med et smil tænker hun også tilbage på de mange blomster og hilsener, hun modtog i dagene efter jul.

- Sygeplejerskerne troede nærmest, at jeg havde åbnet en blomsterbutik på min stue. Jeg var helt overvældet …

I begyndelsen af januar fik hun indopereret en ICD, en avanceret pacemaker, der kan måle hjerterytmen og give stød på hjertet for at genoprette rytmen.

- Den generer mig lidt, skal jeg erkende. Den sidder ikke helt optimalt, men det kommer der forhåbentlig styr på. Ellers er det mest trætheden, som jeg mærker. Men det går bedre dag for dag. Og jeg glæder mig til igen at vende helt tilbage til en aktiv hverdag og til jobbet. Og jeg glæder mig over at være omgivet af hjerteløbere. De var med til at redde mig. Tak.