ESBJERG: Helt som ventet fik NFH's håndboldkvinder ikke noget med hjem, da de lørdag eftermiddag var på besøg hos rækkens nummer to og Champions League-deltager Team Esbjerg.
Favoritterne vandt 30-23 efter 15-12 ved pausen.
Hjemmeholdet skruede bissen på efter pausen og øgede hele tiden føringen, så den et par minutter før tid var oppe på 30-20, inden NFH fik reduceret tre gange i den absolutte slutfase.
Henny Reistad var som vanligt Esbjergs helt store profil i kampen. Nordmanden endte som kampens topscorer med syv træffere.
Amalie Wulff og Tyra Axnér scorede hver seks mål for NFH, der uændret ligger nummer seks - to point efter både Viborg og København.
Førstnævnte møder NFH på onsdag i en nøglekamp hjemme i Spar Nord Arena.