Det mundede ud i en stribe sigtelser, da politiet onsdag aften stoppede en bilist ved Væggerløse på det sydlige Falster.
Bag rattet sad en 55-årig mand. Han havde intet kørekort, og en alkometertest afslørede, at føreren var meget fuld med en promille over 2.
Desuden var det ikke mandens egen bil, han førte, men derimod en, han havde lånt af en kammerat fra København, og derfor er den 56-årige københavner blevet sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi torsdag i sin døgnrapport.
Da den 55-årige fører fra Nykøbing havde en promille over 2, blev bilen beslaglagt på stedet. I sådanne tilfælde bliver det op til en domstol på et senere tidspunkt at afgøre, om bilen skal konfiskeres, eller om den kan udleveres til ejeren igen.
Konfiskeres bilen, bliver den statens ejendom, og køretøjet sælges på en auktion.
Den 55-årige er sigtet for at have kørt uden at have førerret samt for spirituskørsel.
Hvis man har en promille mellem 1,5 og 2,9, har man ifølge sundhed.dk typisk svære problemer med at styre balancen og ens bevægelser. Man kan komme i en hypnotisk tilstand, ligesom ens hukommelse bliver dårligere.
Der opstår derudover en begyndende risiko for bevidstløshed.
Når man bliver taget i spirituskørsel og med en promille over 2, mister man kørekortet i mindst tre år og skal gennem både teori- og køreprøve på ny for at generhverve kortet. Det fremgår af Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.
Men det er ikke den eneste konsekvens. Man står også som udgangspunkt til en straf på 20 dages betinget fængsel samt en bøde, der svarer til cirka en netto månedsløn.
Når man kører bil med en promille over 2, betegnes det som vanvidskørsel.