Turbåden er et stort aktiv for hele Naturpark Maribosøerne. Friluftsrådet støtter udviklingen af projektet med 38.000 kroner.
Samtidig med at turbåden Anemonen sætter ny sejlads-rekord i år, har Friluftsrådet støttet udviklingen af projektet med 38.000 kroner.
Turbåden sejler som beskæftigelsesprojekt for Lolland Kommune i perioden fra maj til slutningen af september, og der har de seneste år været et stabilt besøgstal på omkring 5.000 passagerer, men i fjor dykkede tallet på grund af det dårlige vejr.
I år har vejret til gengæld været fremragende, og en byge er nu heller ingen hindring. Båden er nemlig nu overdækket og kan også forsynes med sidestykker.
- Vi forsøger hele tiden at udvikle "Anemonen" for at sikre en så stabil sejlads som muligt, og nye investeringer i overdække, højttaleranlæg og toiletfaciliteter om bord er med til at skabe større interesse for turene på søerne, siger turistchef Karen Albrechtsen.
- På nuværende tidspunkt har vi faktisk booket flere passagerer, end vi havde i hele sæsonen i fjor, siger turistchefen.