Alene i år har der været 20 brande på Fehmarn, hvor der er mistanke om, at de er påsatte.
Det er blandt andet i oktober gået ud over en ridehal ved Burg - her opstod ilden i noget hø, der var lagret op ad hallen. I november gik det ud over "Sportpark Südstrand" - brandtomten er endnu ikke frigivet af kriminalpolitiet, fordi man stadig leder efter spor.
Dertil kommer et stort antal mindre brande i containere og småskure. Striben af brande har ifølge avisen Lübecker Nachrichten fået kriminalpolitiet i Oldenburg til at etablere en særlig efterforskningsgruppe.