Arbejdsdagene under strejken er hårde ved pigerne i Søndersøhjemmets nødberedskab.
Konflikten bliver stadig mere synlig på Søndersøhjemmet. Synlig på beboernes badeværelser, hvor affaldsposerne hober sig op.
Synlig på beboerne selv, der begynder at ligne langskæggede lazaroner. Og de strejkende, men arbejdende sosu-assistenter kan mærke, at det slider både på dem selv og beboerne. Det kunne gå de første to aftener.
Der var ting, der ikke blev gjort, men følgerne af det ugjorte var endnu ikke begyndt at hobe sig op. Ganske vist kunne det mærkes, at man nu var ene om en aftenvagt med syv beboere, der skal have hjælp til det meste. Normalt er der to på vagt.
- Men de første par aftener var det nyt, og vi kunne smile lidt af det, siger Tina Clausen.
Trods smilene måtte hun dog allerede da ofte diskutere med sig selv om en eller anden opgave nu var livsnødvendig at udføre.
- Nogle af de opgaver, der er omfattet af konflikten, for eksempel rengøring, har vi aldrig lavet på aftenvagten, siger Jeanette Rasmussen.
Begge kvinder oplever, at beboerne på deres afdeling har ringe eller ingen forståelse for konflikten. Og det er, for manges vedkommende, beboere som har talens brug. Efterhånden som afsavnene bliver langvarige, skærpes tonen både blandt beboerne indbyrdes, og når de henvender sig til personalet.
Det oplever Henriette Hansen, der er på dagvagt, også.
- De kalder os dovne, fede kællinger. Det sker også til hverdag, men det er hårdt, når man i forvejen er ked af, at de skal undvære, siger hun.
Læs mere i Folketidende onsdag.
