En 38-årig mand blev sigtet for lidt af hvert, da politiet standsede ham i sin bil på Højrebyvej ved Stokkemarke mandag aften klokken 20.40.
Det sureste for manden var nok, at han også mistede sin bil.
Manden havde hverken kørekort, nummerpladerne på bilen hørte til en anden bil, og bilen var ikke registreret og uden forsikring.
Det oplyser politiet i sin døgnrapport.
Manden blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring og for ulovlig omgang med hittegods.
Til slut blev hans bil beslaglagt, fordi den 38-årige flere gange var blevet sigtet for at køre uden kørekort.