I dag nyder Ole dem, men det har ikke altid været sådan.

MAGLEMER: Pladsen ved bordet i køkkenet er fast. Ole Seidenfaden skal sidde med blikket ud over terrassen, haven og med den lange allé mod Knuthenborg - og mod de tre store vindmøller, der troner hen over træerne. Mens nogle døjer med tanken om at være nabo til en vindmølle, er det for den lollandske landmand intet problem over hovedet.

Til januar er det ni år siden at vindmøllerne begyndte at producere strøm, og inden da var gået fire år med massive protester fra lokalområdet. I Maglemer og Hunseby ønskede borgerne ikke at blive naboer til tre møller på 140 meters højde, og selv om Ole Seidenfaden ikke råbte op, så forstod han protesterne.

- Dengang syntes jeg ikke, at det var en god idé. Men jeg var ikke en af dem, der brokkede sig højlydt over det, siger han, mens han for en stund har taget en pause fra arbejdet i markerne, og sat sig på sin vante plads ved køkkenbordet.

Det midtlollandske vindmølleprojekt kom på et tidspunkt, hvor langt de fleste borgere var vant til de små møller, og dem er Ole Seidenfaden ikke fan af. Disse møller var i han tanker, da projektet kom frem, og var med til at gøre ham bekymret. Helt uden grund skulle det vise sig.

I lige luftlinje er der cirka 1100 meter til den nærmeste af de tre vindmøller, og det er meget lidt, han hører til dem.

- Hvis det er meget stille udenfor, og vinden kommer fra nord, så kan jeg høre ganske svagt at de snurrer. Men det er ikke noget, som jeg tænker over, forklarer han, og peger på en større gene i nærheden af gården.

- Elmasten som står lige ned på hjørnet kan sagtens larme, hvis det er fugtigt vejr.

Den mast står et par hundrede meter fra terrassen.

Samtidig ved Ole Seidenfaden godt, at han er heldigt stillet. For selv om han er en af dem, der bor tæt på de ni år gamle møller, er gården placeret sådan, at solen aldrig skaber generende skygger eller kaster refleksioner tilbage mod haven.

- I dag synes jeg, at de står der og er helt majestætiske, siger han om møllerne.

Faktisk har han været ude og beskære læbæltet, for at giver et bedre kig ud over horisonten. Det skyldes ikke specifikt møllerne, men glæden ved udsigten. Her kan også se, at dyrelivet trives fint.

- Der kommer stadig vildt tæt på møllerne, og når der kommer gæs på træk, slår de sig også ned på marken.

Livet som nabo til tre store vindmøller lader han gerne andre prøve, så de fordomme han selv havde, kan blive gjort til skamme. Men selv om Ole Seidenfaden i dag er glad for sine tre tårnhøje naboer, så indrømmer han, at der er grænser for, hvor mange han vil kigge på.

- Tre er et passende antal, og de står flot på den måde. Havde der været otte eller ti, ville jeg nok have haft en anden holdning.