Kirkebladet i det gamle Rudbjerg kan komme i fare på grund af postens nye regler.
Hvor bliver kirkebladet af? Det spørgsmål har sognepræst Birgitte Villadsen i Kappel hørt nogle gange efterhånden.
Normalt skulle forårsudgaven af kirkebladet for sognene i det gamle Rudbjerg have været på gaden 15. februar, men som følge af Post Danmarks nye, restriktive politik kan kirkeblade kun omdeles i ugerne 9, 11, 22, 35 og 48.
Det vil sige, at kirkebladets forårsnummer efter planen omdeles onsdag eller torsdag i uge 9 - næste uge.
- Efter de samme nye regler er hvert eneste af de knapt 2.000 kirkeblade blevet forsynet med adresselabels, pakket og sendt med fragtmand til Nykøbing Posthus, hvorfra de vil blive videretransporteret til et postcenter og gjort "et eller andet ved", hvorefter de vil blive kørt tilbage til Nakskov og omdelt, fortæller Birgitte Villadsen, og man kan næsten høre hende trække på smilebåndet.
De, der har adgang til internet, kan se gudstjenestetidspunkter og aktiviteter under www.vestenskov.dk eller www.gloslundepastorat.dk.
Birgitte Villadsen tilføjer, at det i øjeblikket overvejes på grund af de besværlige - og dyre - omstændigheder i Post Danmark, om der skal bruges andre måder til at kommunikere på end gennem et kirkeblad.