I dag lægger Gitte Kanstrup sin elskede søn Rasmus i graven. Men Rasmus lever videre i sorgen.
Når kirkeklokkerne ringer i Nebbelunde i dag kort før klokken 13, lægger Gitte Kanstrup sin elskede søn Rasmus i graven. Rasmus blev 15 år.
Da han forrige mandag var ude på sin avisrute på sin scooterknallert overså han en vanvidsbillist på landevejen nær sit hjem, da han ville krydse vejen og blev brutalt mejet ned. Rasmus var dræbt på stedet.
Gitte Kanstrup sad efter ulykken og knugede sin dreng ind til sig.
I dag sidder hun tilbage i sofaen på Nebbelundevej omgivet af sorgen og savnet, sine to andre børn Louise og Tobias og sin nærmeste familie. Og midt i sorgen lever Rasmus stadig.
- Når jeg hører døren gå op, er jeg sikker på at det er Rasmus, der kommer. Nogle gange tror jeg også, at han bare sidder oppe på sit værelse ved sin computer, men han er her ikke. Det er slet ikke gået op for mig endnu, siger Gitte Kanstrup.
Hver dag siden ulykken er hun og familien gået ned til stedet, hvor Rasmus blev fundet.
- Børnene kan ikke selv sætte ord på deres følelser, men Rasmus' venner og kammerater kommer her stadig. De går op på hans værelse og sidder bare der. Det synes jeg er rørende.
- De sender også små beskeder på hans mobiltelefon. Og de ringer til hans mobil blot for at høre hans stemme, som han har talt ind som beskedsvarer, fortæller hun.
Læs hele det gribende interview med Gitte Kanstrup i Folketidende onsdag.
