Så kan bilisterne igen se frem til til langsom kørsel og køer.
Fra i dag vil indfaldsvejene til Nakskov og Nykøbing være fyldt med lastvognstog og traktorer med roevogne. Roekampagnen starter officielt i dag på landets to fabrikker, og det tegner til en god høst. Hovedparten af roedyrkerne på Fyn har solgt deres kvoter til østdanske dyrkere, og det betyder at der i år ikke skal sejles roer med pramme fra Assens til Nakskov.
Der vil dog stadig komme nogle få tusinde tons fra Fyn og Langeland, enten via Tårs-færgerne eller med lastbiler via Storebæltsbroen.
Roekampagnen sidste år sluttede først i sidste del af januar.