Birk?s Vinkælder i Nakskov er under konkursbehandling, og ejendommen på Axeltorv er sat til salg.
Kreditorerne i konkursboet efter Birks's Vinkælder i Nakskov kommer til at vente en tid endnu på deres tilgodehavender.
Først skal ejendommen Axeltorv 9 sælges, oplyser kurator i boet, advokat Flemming Boye, Advodan Lolland-Falster.
- Og herefter følger så den almindelige sagsgang, siger Flemming Boye.
En eventuel køber til Axeltorv 9 skal også have en velspækket tegnebog op af baglommen. Erhvervsmæglerfirmaet Syddan i Maribo har sat ejendommen til salg for 5 millioner kroner. I 2006 var den offentlige vurdering på 3,7 millioner kroner.
Med i købet får man ikke blot en nyetableret restaurant, men også værtshuset "Strædet", selskabslokalet "Laden" samt mulighed for sommerservering i gården.
En ekstra indtægt giver udlejningen af de fem klubværelser og to lejligheder, der er i resten af ejendommen. Køber skal dog samtidig være parat til at sætte en sum af til renovering, idet klubværelserne fremtræder slidte og trænger til renovering, oplyser Syddan.