Connie Hedegaard besøger det flydende kraftværk Poseidon ud for Lolland.
EU’s klima-kommissær Connie Hedegaard kommer torsdag 26. august på officielt besøg på Lolland, hvor hun skal besøge Floating Power Plant A/S flydende kraftværk Poseidon P37 ud for Onsevig Havn.
Hybridplatformen har vakt klimakommissærens interesse, fordi den i dag et et meget lovende bud på, hvor fremtidens energi skal komme fra, og fordi hun i sin tid som klimaminister i Danmark var særdeles interesseret i de eksperimenter som fulgte med den lollandske energi- og klimasatsning.
Demonstrationsprojektet ved Onsevig har fået støtte gennem EU’s Regionalfond, og det ventes, at det på sigt kan være med til at skabe et ikke uvæsentligt antal vidensarbejdspladser i Lolland Kommune. Poseidon skaber i dag både energi via bølgekraft og vindkraft.
Som klimakommissær er Connie Hedegaard Europas førstedame i kampen mod klimaændringer, og denne kamp føres både på den politiske front og på den teknologiske front med forskning og udvikling af projekter.