Moderaterne går efter minimum to pladser i EU-Parlamentet ved valget næste år.
Det siger partistifter og politisk leder for Moderaterne, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
- Bosse og Bergur. Bare bedst. Det er de to, som vi gerne vil have valgt til Europa-Parlamentet. Som et minimum, siger Løkke i forbindelse med et pressemøde fredag.
Løkke henviser til erhvervskvinden Stine Bosse og Bergur Løkke Rasmussen, der er søn af partistifteren, og som i dag allerede sidder i EU-Parlamentet.
Bosse bliver partiets spidskandidat, mens Bergur Løkke Rasmussen trods ros for sit nuværende arbejde og sin erfaring fra EU-Parlamentet er nummer to for Moderaterne.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen er Stine Bosse det bedste bud på en spidskandidat. Desuden undgår han gerne en debat om nepotisme, hvis nu sønnen var blevet spidskandidat.
- Det er vigtigt for mig og Moderaterne, at vi stiller det stærkest mulige hold, i forhold til at vi bliver en blivende stemme i dansk politik.
- Gør vi det så ved at stille Bergur op som nummer et, og så skulle vi også svare på en masse spørgsmål, der handler om nepotisme, og om det ikke bare er et familieparti? Eller gør vi det ved at sige, at vi stiller en bred vifte af folk op med to kompetente mennesker i spidsen?
- Og for at være ærlig. Det her skaber bedre muligheder for, at jeg kan kaste mig fuldt ind i det her. Vi gør det, der er bedst for Moderaterne, siger Lars Løkke Rasmussen.
Partistifteren vurderer, at en kommende valgkamp havde handlet om nepotisme, hvis Bergur Løkke Rasmussen var blevet spidskandidat.
Spørgsmål: Lars Løkke, er det et så stort minus for Bergur, at han hedder Løkke Rasmussen til efternavn?
- Det handler ikke minus. Det handler om plus. Det er et stort plus for Moderaterne, at Stine Bosse, som er en profileret dansk erhvervskvinde og en stærk europapolitisk stemme, stiller op for Moderaterne.
- Det er et kæmpe plus. Det er også et plus, at Bergur stiller op. Det er også et plus, at de 11 andre, når vi har dem på plads, stiller op. Det er plus, plus, plus, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Vi stiller to op i spidsen. En spids-spidskandidat og en spidskandidat, et team, og med en ambition om at få to valgt ind. Det har jeg meget svært ved at være ulykkelig over, siger Lars Løkke Rasmussen.
Bergur Løkke Rasmussen har siddet i EU-Parlamentet siden sidste års folketingsvalg. Han afløste Søren Gade (V), som blev valgt ind i Folketinget og derfor forlod Bruxelles, og i marts forlod Bergur Løkke Rasmussen så Venstre til fordel for Moderaterne.
- Bergur har aldrig været nummer ét. Han har aldrig stillet op for Moderaterne før. Vi synes, at det er bedst på denne måde, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Vi har en ambition om at lave et parti, så vi også kan lave et pressemøde om 100 år. Personligt møder jeg ikke frem. Vi har et parlamentsmedlem, men det er ikke danskerne, der har stemt en moderat ind.
- Vi skal møde danskerne for første gang siden folketingsvalget næste år i juni. Vi kunne nøjes med at stille Bergur op og få ham valgt, men vi har en ambition, der er større end det, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.
Bergur Løkke Rasmussen ser det ikke som en degradering, at han ikke er nummer et på Moderaternes liste.
- Jeg ser det som en del af Moderaternes DNA. At vi arbejder sammen. At vi er et team, der kan stå i spidsen for denne stærke liste, og jeg er utrolig beæret af at få lov til at være en del af det, siger Bergur Løkke Rasmussen.
/ritzau/