Det har længe været en kendt sag, at Politiets Efterretningstjeneste op gennem især 1990'erne mugede gevaldigt ud i sine arkiver om oplysninger på borgere. Det skete blandt andet i kølvandet på den kolde krigs afslutning og jerntæppets fald.
Det har været fremme, at de tidligere statsministre Anker Jørgensen (S), Poul Hartling (V) og Jens Otto Krag (S) var blandt de makulerede sager. Også nuværende erhvervsminister og tidligere kommunistformand i Danmark Ole Sohn har fået sine papirer slettet fra arkiverne.
Men de var langt fra de eneste:
* I perioden 1985-1994 faldt antallet af sagsmapper hos PET fra 11.972 til 6235.
* Og i løbet af de følgende tre år kom tallet helt ned på 2826.
Kilde: Justitsministeriet.
/ritzau/