Lægernes advarsler om at strejken snart koster menneskeliv skal tages seriøst.
Strejken på sygehusene har nu varet så længe, at et stadigt større antal læger nu råber vagt i gevær. De kan ikke længere garantere, at patienter på ventelister ikke er truet på livet. Med andre ord: Hvis strejken fortsætter og sygeplejerskerne ikke går i arbejde, vil der dø patienter på grund af strejken.
Et meget klart budskab, der grundlovsdag gav genlyd helt ind i de inderste cirkler hos regeringen. Men fortsat ikke mere indtryk end at regeringen ikke har nogen aktuelle planer om et indgreb. Vel at mærke forstået på den måde, at det ikke er noget de vil tale om i offentlighed.
Hvis det kommer så vidt, at den lovlige strejke koster menneskeliv, har både regionerne og sundhedskartellet et meget stort ansvar for dette. Begge har været meget ultimative i deres forhandlingspositioner, og det har hidtil ikke gjort det muligt at finde en aftale. Regionerne har vist sig som en tom skal uden selvstændige handlemuligheder, og når støvet har lagt sig ovenpå strejken, bør der rejses en fornyet politisk diskussion om den aftale, der ligger til grund for regionernes opgave.
Som det er nu, har regionerne som sygehusejere ikke berettigelse, da den reelle magt ligger hos regeringen. Sundhedskartellet bør også bruge tiden efter strejken til at tænke sig godt om. Var det en god ide med den strejke, når nu udbyttet tegner til at blive meget pauvert? En tom strejkekasse, ekstra kontingenter, en gældsat fagforening, alenlange ventelister og patienter, der er godt og grundigt sure på personalet.
Regeringen og resten af Folketinget bør bruge den lange sommerferie på, at tænke sig godt om for at finde en fremtidssikring af vores sundhedsvæsen. Hvordan vil regering og folketing sikre os et velfungerende sygehusvæsen med et personale, der dels er fuldtalligt og dels er glade og motiverede i deres daglige arbejde.
Lægernes advarsler om at strejken snart koster menneskeliv skal tages seriøst. Regionerne og Sundhedskartellet burde sætte sig til forhandlingsbordet en sidste gang, og til det møde vil det være meget naturligt at finansministeren deltager. Det er alligevel Lars Løkke Rasmussen, der sidder på pengekassen, og dermed er det også ham, der har nøglen til en løsning. Vel at mærke inden selv samme regering beslutter sig for at gribe ind og stoppe konflikten omgående.
