Der forhandles stadigvæk ved FN's klimakonference i Dubai, COP28, selv om en aftale skulle have været på plads tirsdag morgen dansk tid.
Det foregår mest bag lukkede døre med pressen ventende på den anden side, og offentligheden får sjældent det store indblik i forhandlingerne.
Men en af dem, der ved, hvordan det foregår, er Anette Ejersted, der i flere år var Danmarks klimachefforhandler ved COP-møderne.
Hun er nu fagchef for miljø og cirkulær økonomi hos Dansk Erhverv.
- Det er svært at forberede sig til, at forhandlingerne trækker ud. Man ved, at det nok sker, men man ved ikke, hvordan dynamikken er, forklarer hun.
Siden formandskabet ved årets topmøde mandag præsenterede et udkast til en aftale, har der været møder på kryds og tværs.
Flere lande, herunder Danmark, EU som helhed og USA, var stærkt kritiske, og COP-formand Sultan al-Jaber er altså på hårdt arbejde.
Det er dog ikke, fordi en aftale nødvendigvis allerede er tæt på. De seneste fire COP-møder er alle sluttet mere end 24 timer senere end planlagt.
- Der er en opfattelse af, at hvis man bare slutter til tiden, så har man ikke kæmpet nok.
- Måske kunne det være blevet endnu bedre resultat, siger Anette Ejersted.
Hun husker særligt COP25, der blev afholdt i Madrid i 2019.
Det gik mere end 40 timer over tid og er ifølge mediet Carbon Brief det hidtil mest forsinkede af FN's klimatopmøder, der er nået til nummer 28.
- Formandskabet mistede lidt grebet undervejs, og folk var virkelig frustrerede i løbet af processen, husker hun.
Hun fortæller, at man hele tiden skal holde sig til, hvis der nu sker noget.
- Der er et tidspunkt, hvor man i bund og grund har lyst til at tage hjem og sove, men man risikerer at gå glip af noget.
- På nogle tidspunkter handler det om at holde sig vågen, for ventetiden er benhård, lyder det fra den tidligere klimachefforhandler.
En af de store knaster ved årets klimatopmøde er de fossile brændsler, som mange lande vil udfase for at nå de internationale klimamål.
Det vil lande som Saudi-Arabien og Kuwait dog ikke, og det er et problem, da en aftale kræver konsensus blandt alle de knap 200 lande.
Det er ifølge Anette Ejersted både styrken ved FN - og måske svagheden.
- Der er noget på spil for alle parter, og man har egne særlige prioriteter. Det skal flettes sammen og landes, så alle kan se sig selv i resultatet.
/ritzau/