Annonce
Sport

Amerikansk teenager vinder sin første grand slam-titel

Coco Gauff slog Aryna Sabalenka i US Open-finalen og vandt sit første grand slam-trofæ. Foto: Charles Krupa/Ritzau Scanpix
Den 19-årige Coco Gauff tabte første sæt klart, men slog alligevel Aryna Sabalenka i US Open-finalen.

Den 19-årige amerikanske tennisspiller Coco Gauff kan for første gang kalde sig vinder af en grand slam-turnering.

Sent lørdag aften dansk tid vandt hun US Open-finalen med cifrene 2-6, 6-3, 6-2 over belaruseren Aryna Sabalenka, der på mandag rykker op som nummer et på verdensranglisten.

Gauff lignede ellers længe en taber, men hun holdt sig inde i kampen, særligt i kraft af Sabalenkas mange fejl fra forhånden. Fra slutningen af andet sæt fandt Gauff dog et fremragende niveau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter lidt mere end to timer på banen brød Arthur Ashe Stadium ud i ekstatisk jubel, da Gauff på sin første matchbold sikrede triumfen på hjemmebanen i New York.

Den bringer samtidig Gauff op som nummer tre i verden, hvilket er hendes bedste placering nogensinde.

Hun befinder sig i karrierens bedste periode, og med sejren i finalen vandt hun sin 12. kamp i træk.

For seks dage siden gik det i ottendedelsfinalen ud over Caroline Wozniacki, der i sit grand slam-comeback ellers førte med et servegennembrud tidligt i tredje sæt mod Gauff.

Finalen kommer ikke til at gå over i historien for sin kvalitet. Det var ganske enkelt for sjældent, at spillerne var gode på samme tid.

Sabalenka kom blæsende fra start med sine aggressive grundslag, og hun brød fra start og kom på 2-0.

Belaruseren er kendt for at satse stort på de fleste slag, og snart skulle der snige sig mange store fejl ind i hendes spil.

Gauff forsvarede sig forbilledligt og vandt mange bolde på, at Sabalenka til sidst blæste sin forhånd ud af banen. Det gav udligning til 2-2.

Men Sabalenka fandt igen mere sikkerhed i sit offensive spil, og Gauffs ellers stort anlagte spil kom slet ikke til sin ret. Belaruseren brød igen til både 3-2 og 5-2 og servede sættet hjem efter 39 minutter.

Gauff var dog noget bedre med, end cifrene antydede, og i andet sæt var amerikaneren bedre til at hive de lange partier hjem.

Først var hun tæt på at blive brudt til 0-1, men holdt serv efter to breakbolde, og derefter brød hun selv til 3-1, og så var taget ved at løfte på Arthur Ashe Stadium, der kan rumme næsten 24.000 tilskuere.

Det var nu ikke, fordi Gauff havde fundet storspillet frem. Sabalenkas fejlmængde nåede blot nye højder.

I slutningen af sættet fik Gauff endelig så meget selvtillid, at det var hende, der styrede duellerne og slog vindere, og det gav hende sættet.

Gauff tog sit momentum med ind i tredje sæt. Amerikaneren slog nu flere vindere og sendte alt tilbage til Sabalenka, der ikke længere vidste, hvad hun skulle stille op.

Amerikaneren brød Sabalenkas serv til 1-0 og 3-0, og bagud 1-4 bad Sabalenka om at få behandling. Derefter gik hun ud og brød til 2-4, blot for selv at blive brudt til 2-5.

Derefter kunne Gauff serve triumfen hjem, og det gjorde hun med et rent parti. Matchbolden blev vundet med en baghåndsvinder, og så kunne teenageren falde til jorden i jubel.

/ritzau/

  • US Open Tennis
    Coco Gauff slog Aryna Sabalenka i US Open-finalen og vandt sit første grand slam-trofæ. Foto: Charles Krupa/Ritzau Scanpix
Annonce
Sport

Mulle kunne ikke stå på benene: - Jeg havde ikke regnet med en skid

Sport

Manden bag miraklet: - Jeg kniber mig i armen

Annonce
Annonce
Lolland-Falster

Skole søger nye unikke talenter: Og det koster ingenting

Guldborgsund

Peder stopper efter 33 år

Falster

Krølls kvaler fortsætter: Skal indlægges igen

Indland

Sender nødråb til minister: Levestederne forsvinder

Guldborgsund

Skeptisk overfor nyt rådhus: Frygter flere sygemeldinger

Vejret

Varm uge skydes i gang med høj sol: Men regn truer

Nakskov

Her bliver Mads fra Nakskov hyldet foran 12.164 mennesker

Udland

Irans præsident og udenrigsminister er døde efter helikopterstyrt

Lolland

Efter stormen: Nakskov får penge til genopbygning

Politik

Efter få timer oppe: Valgplakater flået ned

Falster

Ville fjerne gedehams: Det endte med besøg af brandvæsenet

Sport

Mulle kunne ikke stå på benene: - Jeg havde ikke regnet med en skid

Lolland

Lykkelig formand: - Vi har haft flere end nogensinde

Sport

Manden bag miraklet: - Jeg kniber mig i armen

Vejret

Byger popper op i den sydlige del: Vejrskifte på vej

Annonce
Annonce
Lolland

Vil skabe unikke totaloplevelser: Men laver nyt millionunderskud

Politik

SF kan blive kongemager eller ligegyldig efter EU-valg

Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Sport

Uforstående Nolsøe: Alle havde jo dømt os ude på forhånd

Nykøbing

Ekstatisk formand aflyser ALT: Selv tandlægen må vente

Knuthenborg

I overskud i København: Nu får Knuthenborg glæde af dem

Sport

Keeper reddede Nykøbing FC kort før tid