Trods et 1-2-nederlag i første semifinale til OB ser Sønderjyske-anfører mulighederne for avancement som gode.
Sønderjyske tabte onsdag den første af to semifinaler til OB med 1-2 i Sydbank Pokalen. Men anfører Marc Dal Hende har bestemt ikke mistet troen på en finaleplads.
- OB er favorit, men jeg ser stadig gode muligheder for at gå videre til finalen. Pokalturneringen er vores turnering, vi har været i finalen to år i træk, siger Sønderjyske-kaptajnen.
Oveni pokalsemifinalerne spiller Sønderjyske for sit liv i Superligaen, hvor holdet indtager sidstepladsen. Men de mange kampe kan holdet godt overkomme, mener anføreren.
- Når man spiller for en pokalfinale, som vi har prøvet at spille før, kan man finde ekstra ressourcer frem. Vi ved, hvor fed en kamp det er.
- Vi ser frem til returkampen i Odense. Det bliver helt sikkert også en flot kulisse at spille i, siger Marc Dal Hende.
Den 31-årige anfører så den første semifinale som jævnbyrdig og roste sit mandskabs indsats før pausen.
- Det var en meget lige kamp. Specielt i første halvleg var vi gode, fordi vi pressede dem højt på banen. Vi fik virkelig sat dem under tryk, siger Marc Dal Hende.
Trods det flotte spil og et spillemæssigt overtag blev det alligevel til et nederlag for Sønderjyske.
- Vi gjorde igen mange ting rigtigt, men ligesom i så mange andre kampe fik vi ikke udbytte af det, og det er vi skuffede over, siger venstrebacken.
Sønderjyske-anføreren ser manglende kynisme i felterne som den største forklaring på, at holdet ikke har fået flere sejre i denne sæson.
- Det har været vores problem gennem hele sæsonen. Det er bundholdets lod. Vi mangler simpelthen den sidste coolness i de vigtige situationer, siger Marc Dal Hende.
I den vindende lejr anser OB-matchvinder Troels Kløve også fynboerne som favoritter, men han advarer dog mod at tage finalepladsen for givet trods 2-1-sejren.
- Med en sejr på udebane må vi tage favoritværdigheden på os, men intet er afgjort. Sejren må ikke blive en sovepude for os.
- Det er ikke uden grund, at Sønderjyske har været i to pokalfinaler i træk. Så vi skal også levere i returkampen, siger offensivspilleren.
Han roste også de medrejsende OB-fans for deres støtte kampen igennem.
- Fansene gav os en sindssyg opbakning. Det føltes som en hjemmekamp, med den støtte vi fik, og samtidig var det ikke meget, jeg hørte Sønderjyskes fans.
- Vores fans gav den gas i 90 minutter, og det siger noget om, hvor meget pokalturneringen betyder for Odense, siger Troels Kløve.
Returopgøret spilles i Odense torsdag i næste uge.
/ritzau/