OPDATERET 15.20: Det har DBUs DM-disciplinærudvalg netop besluttet. Frem kan dog stadig anke afgørelsen.
Lolland-Falster Alliancens aflyste udekamp mod Frem København skal spilles alligevel. Det har Dansk Boldspil Unions DM-disciplinærudvalg netop besluttet. Kampen blev udsat, fordi 10 Alliance-spillere havde sygemeldt sig med maveonde.
Det fremgår DBUs hjemmeside, hvor unionen blandt andet skriver:
"Der var tale om en force majeure-situation, da mindst 10 spillere fra Lolland Falster Alliancen fra fredag den 12. til søndag den 14. september blev ramt af maveforgiftning efter en fællesspisning i klubbens kantine torsdag aften den 11. september.
Derfor vurderer DBUs DM-disciplinærudvalg, at det var sportsligt rimeligt at aflyse kampen søndag den 14. september, og at der derfor i stedet skal fastsættes en ny spilledato for kampen mellem Boldklubben Frem og Lolland Falster Alliancen (LFA) i Viasat Divisionen.
Klubberne er blevet opfordret til at komme med forslag til ny spilledato, så kampen kan blive gennemført i løbet af efteråret."
Frem har dog 14 dage til at anke afgørelsen til DBUs bestyrelse. Folketidende erfarer, at Frems bestyrelse mødes allerede i aften for at tage stilling til, om man vil benytte sig af ankemuligheden.
Læs hele DBUs pressemeddelelse her: