B.1921 slog OKS med 3-0 i sæsonpremieren i Danmarksserien.
Et hattrick af Daniel Hartmann gav B.1921 en god start på den nye sæson i Danmarksserien.
1-0-målet faldt efter 28 minutter, da Daniel Hartmann styrede et indlæg fra Morten Green i nettet med en kølig flugter.
18 minutter inde i anden halvleg øgede Hartmann til 2-0. Michael Pedersen sendte et hjørnespark ind i feltet, som Hartmann flugtede til tæt på mål.
Tredje scoring faldt også efter hjørnespark fra Michael Pedersen. Denne gang stod Hartmann klar med hovedet og headede den i mål fra tæt hold.
Gæsterne fra OKS havde kun ganske lidt at byde på, og B.1921's sejr var aldrig rigtig i fare.
Læs mere i Folketidendes sportstillæg mandag.