Mathilde og Laura har lavet 34 af Svaneskolens 50 mål, men fremhæver kammeraterne.
På tirsdag klokken 15.00 bliver der festdag på stadion i Nykøbing. Her er der nemlig semifinale i Ekstra Bladets skoleturnering. Pigeholdet fra Svaneskolen møder Nyrupskolen fra Kalundborg, der har været i finalen otte gange.
Så skolen fra Kalundborg er favoritter. Men Svaneskolens to skrappeste målmagere, Mathilde “Tiller” Bak og Laura Ljung tipper Svanesejr på 1-0 og 2-1. Selvom Nyrupskolen vurderes til 60:40 favorit.
Mathilde Bak og Laura Ljung har lavet henholdsvis 20 og 14 af skolens 50 mål i otte kampe. Men de fremhæver begge kammeraterne og taler om en holdpræstation.
- Vi er alle gode kammerater og kæmper for hinanden, siger Mathilde Bak på bare 1,51 meter. Laura Ljung vurderer, at man skal spille defensivt og så håbe på kontraangreb, hvor de to vil gøre deres for at få bolden i mål.
Begge piger går i 7.klasse og understreger at trods træning tre gange om ugen passes lektierne også. Det er første gang Svaneskolen når så langt og nu håber man på finaleplads.