Rasmus Petersen blev i aftes kørt direkte på skadestuen midt i Alliancens træning.
Ved Lolland-Falster Alliancens træning i aftes stødte Rasmus Petersen og Daniel Hartmann sammen i et hændeligt uheld.
Daniel Hartmann kunne træne videre, men Rasmus Petersen slog hovedet alvorligt og måtte straks køres på skadestuen. Den 20-årige fynbo kom sig dog hurtigt og blev kørt hjem til sin bolig i København af en holdkammerat senere på aftenen.
Det var en lettere hjernerystelse, og Rasmus Petersen kommer dermed ikke i kamp for hverken Alliancen eller B.1921 denne weekend.
- Han må være vores mest uheldige fodboldspiller. Det er jo kun fire uger siden, han fik en hjernerystelse, da B.1921 spillede i Nakskov, påpeger John Hansen, sportschef i Alliancen, der var på skadestuen med den uheldige forsvarer.
Det var ekstra uheldigt, idet han går og venter på en specialfremstillet hjelm fra Italien i stil med den, Chelsea-målmanden Petr Cech benytter. Sagen er nemlig, at Rasmus Petersen i længere tid - også i OB - har haft let til svimmelhed ved eksempelvis hovedstødsdueller.