Morten Frost fortalte om sig selv og sin karriere foran 85 badminton-interesserede i Sakskøbing.
Selv om Morten Frost kørte på i to timer, blev øjnene og ørerne hos de fremmødte kun mere fokuserede, som foredraget skred frem.
Frost befandt sig tydeligvis godt på Sukkertoppen i Sakskøbing i aftes, da 85 badminton-interesserede overværede en seance, som Lolland-Falster Badminton Kreds havde arrangeret.
Badmintonlegenden viste sig som en god fortæller. Sympatisk med humor og selvironi gennemgik han karrieren garneret med holdninger og livssyn, når anekdoterne gav lejlighed til det.
Morten Frost tegnede et billede af sig selv som en udpræget vindertype, der som barn og ung knægt reagerede nærmest hysterisk, når fjerbolden ikke fløj, som den skulle.
Den senere så kølige, velafbalancerede Frost smed rundt med ketsjer og skældsord.
- John McEnroe var vand i forhold til mig. Der var spillere, der sagde, at de skammede sig over at være i samme klub som mig, berettede Frost - formentlig en smule overdrevet.
Læs mere i Folketidende fredag.