Roberto Mancini er ny landstræner for Saudi-Arabien.
Det meddelte det saudiarabiske forbund på det sociale medie X søndag aften og tilføjede, at der er tale om en fireårig aftale.
Ifølge sportsavisen La Gazzetta dello Sport kommer 58-årige Mancini til at tjene et beløb svarende til godt 185 millioner kroner om året i sit nye job.
Det er givetvis en del mere end det job som italiensk landstræner, som Mancini kvittede tidligere i august.
Ansættelsen er det seneste skud på stammen i en stor saudiarabisk satsning på fodbold.
Den har denne sommer også har bragt stjerner som Karim Benzema, Neymar, Roberto Firmino, Marcelo Brozovic, Jordan Henderson og N'Golo Kanté med mange flere til klubber i landet.
- Jeg er enormt stolt over at blive tilbudt jobbet som landstræner for Saudi-Arabien. Jeg tror, det er en stor mulighed for mig for at opleve fodbold i et nyt land - især med tanke på fodboldens voksende popularitet i Asien.
????? ?? ???????? ???? ???? ???? ????? ??????? ?? ?????? ?????? pic.twitter.com/AhJzClKsyf
— ??????? ??????? (@SaudiNT) August 27, 2023
- Tilstedeværelsen af topspillere i Saudi Pro League indikerer, at der er potentiale for vækst på landsholdsscenen, siger Mancini ifølge nyhedsbureauet AFP.
Saudi-Arabien slog i december den senere verdensmester Argentina ved VM i Qatar, men røg ud inden knockoutkampene efter nederlag til Polen og Mexico.
Daværende landstræner Hervé Renard stoppede derefter for at overtage Frankrigs bedste kvindelige landshold.
/ritzau/