Jonas Warrer og Martin Kirketerp beholder guldet trods spansk protest. Se billedgalleri fra OL mandag her
Spanien fik ikke noget ud af at protestere over, at juryen gav OL-guld til Danmark i 49er-klassen. Sportsdomstol er næste mulighed.
Spanien fik tirsdag morgen afvist en protest over den juryafgørelse, som mandag førte til dansk guld i 49er-klassen. Spanierne protesterede over, at juryen accepterede en dansk syvendeplads i den afgørende sejlads, selv om Jonas Warrer og Martin Kirketerp sejlede i en lånt kroatisk båd, da masten på deres egen båd knækkede kort for start.
- Vi holder fast i vores beslutning. Vi mener, at vi ikke har begået nogle fejl, siger juryens formand, David Tillett, til Reuters efter nok en 49er-høring i Qingdao.
Spanien har dog stadig muligheden for at gå til den internationale sportsdomstol (CAS). /ritzau/