B.1938 overtog førstepladsen i nedrykningsspillet med en 2-0-sejr over Nørre Alslev. Begge mål sat ind efter hjørnespark.
Stenhårdt arbejde og skarpe dødbolde sikrede i går B.1938 den tredje sejr på stribe i LF-seriens nedrykningsspil.
Værterne kom på 1-0 i midten af første halvleg, da Nicolai Holck slog et skarpt hjørnespark og kaptajn Emil Silbye headede sit hold i front.
Ti minutter inde i anden halvleg slog “de blå” igen til på hjørnespark. Den stærkt spillende Lasse Lundquist steg til vejrs midt for mål og pandede bolden i nettet til 2-0.
Nørre Alslev pressede på for en reducering og fik også fordel af overtalssituationer, da B.1938 indkasserede gule kort. Deres bedste tilbud forblev dog et par skud over mål fra Morten Krøll og Jesper Steffensen i gode positioner.