Det tyske fodboldlandshold er altid blandt favoritterne når de stiller op til store slutrunder - og EM-slutrunden i Østrig og Schweiz er ingen undtagelse, vurderer folketidende.dk.
I gruppe B er tyskerne storfavoritter til at avancere til kvartfinalerne. Med modstandere som Østrig, Polen og Kroatien bør det være en formsag for tyskerne, og en plads blandt de fire sidste i EM-turneringen vil nærmest betegnes som en fiasko i landet med de stolte fodboldtraditioner.
Meget af tyskernes succes kommer helt sikkert til at afhænge af om stjernespilleren Michael Ballack er i storform i turneringen. Er han ikke det, så kan det være svært at få øje på en afløser til pladsen som styrmand på midtbanen. Dermed kommer tyskernes succes eller fiasko til at ligge på Ballacks skuldre.
Kroatien må være favorit til 2. pladsen i gruppen, mens Polen må være outsider til andenpladsen. Forventningerne til Kroatien er steget adskillige grader efter at holdet sørgede for Englands exit i EM-kvalifikationen ved at slå giganten på selveste Wembley.
Kan Kroatien finde storspillet frem fra EM-kvalifikationen må holdet helt klart vurderes til at være en seriøs outsider til titlen.
Østrig bliver EM-slutrundens kanonføde og bare et enkelt points på kontoen vil være en ren sensation.
Onsdag sætter folketidende.dk fokus på gruppe C.