Mindst 22 er dræbt af en selvmordsbombe mod et shiitisk optog i Karachi, som er Pakistans økonomiske centrum. Der var en lignende bombe søndag i Kashmir.
En selvmordsbombe mod et shiamuslimsk optog i den pakistanske storby Karachi har kostet mindst 22 mennesker livet.
Det siger de lokale myndigheder til det britiske nyhedsbureau Reuters. Desuden er flere sårede.
- Vi har meldinger om 22 døde og snesevis af såret af eksplosionen, men vi er fortsat i gang med optællingen, siger Javed Hanif, en ledende embedsmand i Karachi.
De pakistanske myndigheder har udstationeret 10.000 medlemmer af politiet og det halvmilitære politi for at afværge netop den slags angreb under den årlige shiitiske Ashura-ceremoni.
Øjenvidner siger, at gerningsmanden pludselig sprang ind i menneskemængden og udløste bomben. Der udbrød brand, som sendte tyk, sort røg op mod himlen og fik folk til at løbe i alle retninger.
Ashura-optoget i Karachi, Pakistans økonomiske centrum, er det største i Pakistan. Ceremonien gennemføres til minde om drabet på imam Hussein i det syvende århundrede.
Bombeangrebet blev foretaget, dagen efter at en selvmordsbombemand søndag sprængte sig selv i luften blandt flere hundrede shiitiske sørgende i den pakistansk kontrollerede del af den omstridte Kashmir-region. Mindst otte mennesker blev dræbt.
/ritzau/Reuters