Onsdag var tredje dag i straffesagen mod den terrortiltalte Anders Behring Breivik, som sidste sommer detonerede en gødningsbombe i Oslo og gennemførte en skudmassakre på Utøya. Det kostede i alt 77 mennesker livet.
Her følger et uddrag af Breiviks svar fra hans sæde på anklagebænken i den topsikrede retssal 250 i Oslo Byret.
* - Jeg er en militant kristen, men ikke specielt religiøs. At hindre afkristningen af Europa er vigtigt for rigtigt mange, men det betyder ikke, at vi ønsker et teokrati.
* - Jeg mener, at kristne ledere må støtte dem, som kæmper mod afkristningen af Europa. Vi ønsker deres støtte, men de støtter os ikke.
* - Norske mænd er siden Anden Verdenskrig blevet feminiseret, og mange har mistet rygrad. Det er Norges gamle principper, som vi prøver at rekonstruere.
* - Jeg er kun en af flere militante nationalister. Jeg er ikke den eneste, og hvis ikke vores krav bliver mødt - at Arbeiderpartiet holder op med at dekonstruere den norske kultur - vil dette ske igen og igen.
* - Det er tragisk at gennemføre noget så barbarisk for at bidrage til at ændre samfundet. Det er tragisk, at vi bliver presset ud af demokrati, frataget stemmen, censureret og latterliggjort. På den ene måde var det grusomt, på den anden side var det nødvendigt.
* - Denne sag har kun to retfærdige udfald: Frifindelse eller dødsstraf.
* - Omfavner du døden, før du vælger at aktionere, så vil du blive 10 gange så potent som en, der frygter døden. Jeg har omfavnet døden. Jeg så på aktionen 22. juli som en selvmordsaktion. Jeg ventede ikke at overleve.
* - Jeg var overrasket over at overleve aktionen. Jeg havde ikke lagt planer for, hvad jeg skulle gøre, hvis det skete. Jeg anså det som mindre end fem procent sandsynligt at overleve aktionen i regeringskvarteret, og så overlevede jeg både det og Utøya.
* - Jeg tror, at med udgangspunkt i kompendiet - som er en slags terrorskole - så kunne hvem som helst gøre det.
Kilde: NTB
/ritzau/