Hvert år i april, når Rwanda mindes årsdagen for folkedrabet, der hærgede landet i 1994, plejer Agatha at slukke radioen, gå i seng og trække sig tilbage.
Stilheden omkring hende runger så højt, at det engang fik hendes datter Agnes til at undre sig over, om hendes mor måske var blandt ofrene.
Det svar, den dengang 10-årige Agnes fik fra sin bedstemor, efterlod hende vaklende.
- Jeg græd, og jeg blev bange for min mor, for jeg havde det som om, at jeg var et ar på hendes sjæl, husker Agnes, der i dag er 28 år.
Agnes fik fortalt, at både hendes mor og bedstemor var en del af de omkring 250.000 kvinder og piger, der ifølge FN-tal blev udsat for voldtægt af hutuekstremister under folkemordet mod tutsiminoriteten.
Søndag er det 30-året for folkedrabet og de 100 dages blodbad, der kostede mindst 800.000 mennesker livet, hovedsageligt tutsier, men også moderate hutuer.
Agatha var blot 17 år, da hun fødte sin datter Agnes.
Børnene født som følge af voldtægt - det vurderes til at være 20.000 personer - bliver endnu ikke af Rwandas regering betragtet som ofre. Tallet stammer fra organisationen Global Survivors Fund.
På grund af den vedblivende stigmatisering, der findes omkring ofre for voldtægter under folkedrabet, har begge kvinder bedt om at få lov til at optræde i artiklen uden deres rigtige navn.
Af frygt for repressalier fra den tutsiledelse, der overtog i hovedstaden Kigali i juli 1994, tvang Agathas overgrebsmand hende til at flygte med ham til Tanzania, hvor Agnes blev født i en flygtningelejr. Han døde kort efter.
Agathas familiemedlemmer opfordrede hende til at dræbe det nyfødte barn, men det nægtede hun.
30-året markeres søndag med en ceremoni, hvor minister for udviklingssamarbejde og globalklimapolitik, Dan Jørgensen (S), deltager.
/ritzau/AFP
-
Nyinawumuntu Dianes mor blev også voldtaget under folkedrabet i 1994. Foto: Jean Bizimana/Reuters
