Islandsk superfan: Råb får os til at føle os som vikinger

Efter Islands sejr over England fejrede fans og spillere den monumentale begivenhed med et unikt kampråb, der har taget Europa-mesterskabet med storm.

Foran fans strakte spillerne - med den rødskæggede anfører, Aron Gunnarsson, i front - armene ud til siden. Med ét klappede han, og alle udstødt et dybt brøl. Det gentog sig rytmisk, stigende i hastighed og intensitet til det gik over i klapsalver og euforisk fejring.

EM igennem har kampråbet vundet indpas hos islændinge, hvis rytmiske brøl har runget over stadion efter stadion.

Råbet har fået en mytisk status, og der har floreret rygter om, at det er en ældgammel, krigerisk vikingetradition.

Men den er nu opfundet af den lille fangruppe Tolfán, der blev skabt i 2007, mens Island stadig var en perifer fodboldnation.

- Det er en variation over noget, vi så til en polsk håndboldkamp. Og så har en af vores klubber brugt et lignende råb. Vi tog det, ændrede det og skabte noget endnu større, siger grundlægger af Tolfán, Styrmir Gíslason.

Han slår dermed en streg over, at der skulle være tale om en gammel vikingetradition.

- Jeg er ked af at dræbe det rygte. Det er ikke en vikingeting. Men det får os til at føle os som vikinger. Vi bruger det, fordi vi forbinder stemningen, det giver, med vikingeæraen, siger Styrmir Gíslason.

Han er netop vendt hjem fra Frankrig, fordi han ikke kunne holde ferie længere, og er overvældet over, hvor kendt råbet er blevet.

- Det er helt utroligt og giver gåsehud. Vi elsker det i Tolfán og har lært det til alle vores venner og andre islandske fans. Nu kan alle det, siger Styrmir Gíslason og forklarer, at råbet ikke betyder noget.

- Det er bare en lyd. Man udløser hele sin energi. Venter på trommen, klapper og udløser alt. Fortæller alle, at man er klar til alt, hvad de kan komme med. Det er meget dyrisk og udløser en stor energi ned til spillerne.

Han er hurtigt på vej tilbage til Frankrig, hvor Island skal møde værtsnationen på søndag.

- Jeg tror på, at vi kan slå Frankrig. Vi mister aldrig troen på, at vi kan vinde. Det er en islandsk ting, at vi aldrig giver op.

- Tak Gud for, at vi kun er 300.000. Ellers tror jeg, vi ville forsøge at erobre verden, afslutter Styrmir Gíslason.