Amerikanske anklagere vil have filminstruktør Roman Polanski udleveret fra Schweiz, så han kan blive retsforfulgt i USA.
Advokater for Roman Polanski svor mandag på, at de vil bekæmpe en udlevering af ham til USA som følge af en mere end 30 år gammel sexsag.
Samtidig steg støtten i filmindustrien til den 76-årige polsk-franske instruktør. Ledende instruktører erklærede sig "forbløffede" over anholdelsen af Polanski i Schweiz.
- Filmskabere i Frankrig, i Europa, i USA og over hele verden er forundret over dette skridt, siger organisationen SACD, der repræsenterer scenekunstnere.
Den franske udenrigsminister, Bernard Kouchner, siger, at sagen er en "smule ildevarslende", og at han har anmodet USA om at droppe anklagerne.
Anklagere i Los Angeles bekræftede mandag, at de vil kræve Polanski udleveret fra Schweiz til retsforfølgelse i USA.
- Vi vil forberede en udleveringsbegæring, som vil blive overbragt til justitsministeriet og gå videre gennem de diplomatiske kanaler, siger Sandi Gibbons, der er talskvinde for Los Angeles' amts distriktsanklager.
Gibbons vil ikke sige noget om, hvornår begæringen vil blive afleveret, kun, at myndighederne har 40 dage til at forberede den.
/ritzau/AFP