Annonce
Udland

PORTRÆT: Kevin McCarthy klynger sig til håb om toppost

Onsdag tabte Kevin McCarthy endnu en gang en afstemning i Kongressen om at blive formand for Repræsentanternes Hus. Foto: Francis Chung/Politico/Ritzau Scanpix
McCarthy har været i politik det meste af sit liv. Han er god til at lede, men højrefløjen stoler ikke på ham.

Som søn af en brandmand og barnebarn af en kvægfarmer voksede Kevin McCarthy op i et arbejderklassehjem i Bakersfield i delstaten Californien.

Nu kan den 57-årige republikaner være på vej til at gribe formandens hammer i Repræsentanternes Hus og blive nummer to i rækken til præsidentposten efter vicepræsidenten.

Hvis altså han kan sikre sig de fornødne 218 stemmer i Kongressens andet kammer, hvor Republikanerne har flertal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Onsdag blev det endnu en gang demonstreret for åben skærm, at McCarthy ikke har den fornødne opbakning i sit eget parti til at sætte sig i formandsstolen.

En hård kerne af partiets yderste højrefløj nægtede igen at stemme på ham.

McCarthy har ledet Republikanerne i Repræsentanternes Hus siden 2014 og har stræbt efter at erstatte demokraten Nancy Pelosi som formand.

I 2015 gik han ligeledes efter formandsposten. Det forsøg slog fejl.

- Jeg er ikke den rette person. Vi har brug for et nyt ansigt, sagde han dengang til journalister, da nederlaget stod klart.

Syv år senere er svaret stadig det samme, skriver The Washington Post.

Efter at have brugt al den tid på at blødgøre en højrefløj, der aldrig har stolet på ham, står McCarthy igen over for en komplet afvisning i sit andet forsøg på at blive formand for Repræsentanternes Hus.

Lige siden han trådte ind i kongresbygningen for første gang for 16 år siden, har McCarthy troet på betydningen af relationer, og ifølge The Washington Post har han brugt mange kræfter på at lære navne og fødselsdage på sine kollegers ægtefæller og børn.

Men som avisen også påpeger, så har alle disse år med at bygge venskaber efterladt ham med den slags politiske støtte, som gør en kongresleder populær, men ikke elsket - og bestemt ikke frygtet.

Kevin McCarthy, der repræsenterer den konservative enklave i den ellers liberale delstat Californien, har været i politik det meste af sit voksenliv - først som delstatspolitiker og dernæst landspolitiker i Washington D.C.

Han har ikke opnået nogen større politiske resultater og har aldrig været formand for et udvalg i Repræsentanternes Hus - i modsætning til hver af de tre seneste formænd, skriver nyhedsbureauet AFP.

Men han er god til at networke og pleje relationer og er beundret for sin produktive fundraising og ledelse af ansatte. Det betyder blandt andet, at han efterkommer medlemmernes krav, når han kan, og dæmper deres bekymringer, når han ikke kan.

McCarthy og tidligere præsident Donald Trump har været nyttige for hinanden, siden forretningsmagnaten vandt præsidentvalget i 2016.

De to har et overvejende hjerteligt forhold. Trump kalder sågar McCarthy "min Kevin".

Efter fire år i Californiens lovgivende forsamling trådte McCarthy ind i Repræsentanternes Hus i 2007, hvor han stille og roligt arbejdede sig op og blev mindretalsleder i 2019.

Da han i 2015 stillede op til posten som formand for Repræsentanternes Hus, droppede han ud af kapløbet som følge af en voldsom reaktion på den måske største bommert i hans karriere.

Støtten til McCarthys kandidatur faldt således, efter at han udtalte, at det udvalg, der efterforskede et islamistisk angreb på USA's konsulat i Benghazi i Libyen 11. september 2012, i virkeligheden var blevet nedsat for at skade demokraten Hillary Clintons præsidentkampagne.

Et andet pinligt øjeblik for McCarthy var, da The New York Times kunne afsløre, at han havde fortalt kolleger, at han ville råde Trump til at trække sig som følge af ekspræsidentens rolle i kongresangrebet 6. januar 2021.

McCarthy nægtede, at han var kommet med disse udtalelser, indtil journalister fra The New York Times offentliggjorde båndoptagelsen.

Privat er Kevin McCarthy gift med sin high school-sweetheart, Judy McCarthy. Parret bor stadig i det første hus, de købte sammen, og hvor deres to børn er vokset op.

/ritzau/

  • Onsdag tabte Kevin McCarthy endnu en gang en afstemning i Kongressen om at blive formand for Repræsentanternes Hus. Foto: Francis Chung/Politico/Ritzau Scanpix
Annonce
Udland

Trump-advokat: Se bort fra slibrige detaljer

Udland

Over 2.000 mennesker meldes begravet i jordskred

Annonce
Annonce
Falster

Lokal restauratør bestormet med henvendelser efter prisregn

Lolland

Statsministeren fremhæver Lolland: - Det er helt og aldeles uretfærdigt

112

Tre betingede frakendelser: Kørte 100 km/t i 50-zone

Lokal nyt

Har du styr på din stemme? Tag vores kandidattest her

Lolland

Kæmpe nedtur efter afsløringer: Forlader alle poster

Lolland

Kommunen siger nej - men de nægter at give op: Har es i ærmet

Lolland

Ex-formand om svindel-anklager: Taget ud af kontekst

Guldborgsund

"Flere begyndte at græde," da de fik den nedslående besked

Sport

Mark O. Madsen scorer bestyrelsespost i lokal fodboldklub

Lolland

Trængsel før åbning: Kilometerlang parkeringskø

Lolland

Borgmester efter TSØ-uro: Vi bakker fortsat op

Udland

Trump-advokat: Se bort fra slibrige detaljer

Guldborgsund

Simon står helt alene: Går imod alle andre borgmestre

Erhverv

Virksomhed på vej til Nakskov: Forventer at ansætte 80-90 medarbejdere

112

22-årig sigtet for drabsforsøg efter knivstikkeri

Annonce
Annonce
Lolland

Efter svindel-anklager: Nu reagerer TSØ's nye formand

Guldborgsund

Falstring nomineret til nordisk musikpris

Indland

Datatilsynet med alvorlig kritik i sag om nedbrud af NemID

Lolland

Kommune: Fejl på udsendte ejendoms-skattebilletter

Lolland

Problemer med lokalbanen: Indsætter togbusser

Samfund

Fængsel på jagt efter særlige bøger

Guldborgsund

Rockerhistorie på Falster: Da rygmærkerne indtog den lille landsby