33 indespærrede minearbejdere fejrer 200-året for Chiles uafhængighed med fællessang og traditionel chilensk festmad. De kan formentlig reddes op om seks uger.
De 33 chilenske minearbejdere, der har siddet indespærret i en kobbermine siden starten af august, fejrede lørdag 200-års-dagen for Chiles uafhængighed.
Minearbejderne sang nationalsangen mere end 600 meter under jorden, mens de glædede sig over, at det samtidig lykkedes for redningsfolkene at bore et 30 centimeter bredt hul ned i minen.
Udvidelsen af hullet til de nødvendige 70 centimeter vil tage seks uger mere, og gennembruddet i redningsarbejdet har derfor givet familierne til de indespærrede minearbejdere håb om, at mændene kan reddes ud allerede i slutningen af oktober.
Lørdag hejsede de pårørende traditionel chilensk mad ned til minearbejderne, mens de 33 mænd sendte beskeder til familie og arbejdskolleger den anden vej.
/ritzau/AFP