Mindst ni dræbt på valgdagen i Afghanistan, hvor der meldes om flere bombeanslag og et raketangreb.
En afghansk soldat og seks statslige sikkerhedsfolk blev dræbt, da Taliban angreb et valgsted i det nordlige Afghanistan på valgdagen, oplyser politiet.
- En regeringssoldat og seks arbaki (militsmænd) blev dræbt ved angrebet i Baghlan-provinsen. Fem andre blev såret, hedder det.
Der blev samtidig meldt om vold og uregelmæssigheder en række andre steder, efter at valgstederne åbnede lørdag morgen klokken fire dansk tid.
- Mindst to mennesker dræbt ved et raketangreb i det østlige Afghanistan, siger en ledende politimand i provinsen Nangarhar.
Samtidig siger guvernøren i provinsen, at han overlevede en eksplosion under et besøg i et politicenter.
Natos hovedkvarter i Kabul blev tidligt lørdag udsat for et raketangreb. Bomben ramte kort før klokken fire afghansk tid, få timer før valgstederne åbnede, siger Nato-styrkerne i landet. Der er ingen meldinger om sårede eller dræbte.
Medlemmer af en særlig ankevalgkommission oplyser, at der også er uregelmæssigheder ved nogle valgsteder - navnligt med blæk, som ikke skulle kunne fjernes.
- Vi har indtil nu haft to tilfælde, hvor blækket er blevet fjernet, siger Ahmad Zia Rafat fra kommissionen.
Det særlige blæk anvendes for at forhindre valgsvindel.
Taliban har truet med at angribe valgstederne i Afghanistan og på andre måder forsøge at forstyrre valghandlingerne ved parlamentsvalget, der ses som en vigtigt test af USA's militære strategi i landet.
I december vil den amerikanske præsident, Barack Obama, sandsynligvis tage stilling til, hvornår og hvor mange amerikanske tropper der skal sendes hjem fra Afghanistan.
/ritzau/AFP